Fire år er en evighed på en musikscene, som accelerer stadig hastigere for hver dag. Men det er ikke desto mindre, hvad der er gået mellem Spleen Uniteds »Neanderthal« og aktuelle »School Of Euphoria«.
Og den har i flere henseender været ventetiden værd. Her er deres sangskrivning forvandlet til ren, stram elektronik, her føjes pulserende house til hidsig trance, og her er Bjarke Niemanns tilstræbt britiske vokal det eneste humane element.
Foreningen af maskine og menneske er ofte både overbevisende og medrivende, men når »School Of Euphoria« nøjes med at være god, skyldes det de blindgyder, kvartetten forvilder sig ind i i jagten på fornyelse og eufori.
Spleen United må ikke desto mindre anerkendes for deres vilje og konsekvens. Selv om den også ligner deres akilleshæl.
