Sidste år var det nærmest selvskrevet, at Marie Key med albummet »De Her Dage« havde lavet årets danske plade. I år vaklede titlen en smule mere, selv om Quadron bestemt har skabt en værdig aftager med »Avalanche«.
Til gengæld er det mange år siden, at vi på Berlingskes musikredaktion har set så bredt et felt af gode udgivelser, som det er tilfældet i år. Og det gælder inden for næsten alle genrer og fra debutanter til garvede kunstnere. Musikudbuddet i 2013 har i dén grad været spraglet og mangfoldigt. Nye spirer er piblet frem fra undergrunden, samtidig med at fuldvoksne planter har udfoldet de smukkeste blomster.
Kan man på den baggrund konkludere, at dansk musik lever og har det godt? Både ja og nej. Kunstnerisk set står det tilsyneladende fint til. Når Marie Keys seneste album kan blive det mest streamede i Danmark foran alt fra Justin Bieber til One Direction, og når Allan Olsens »Jøwt« sælger suverænt, så er det et udtryk for, at kvalitet stadig har en berettigelse.
Kommercielt set bliver det dog lidt mere kompliceret. Ganske vist blev 2013 året, hvor den samlede danske musikbranche efter mange års elendighed endelig gik i sort på bundlinjen. Streaming blev industriens redningsplanke, men om dette forretningsgrundlag er gavnligt for det vækstlag, der med tiden skal bringe os videre, er endnu uvist.
Kast et blik ned over listen over de kunstnere, der i dag trækker de store stik hjem på tjenester som Spotify og WiMP. Det er totalt domineret af one hit wonders, boybands og EDM-stjerner, der med al respekt ikke udvider nogen form for kunstnerisk horisont. Indtil nu har vi så haft Danmarks Radio, der dygtigt har formået at skabe en platform for nye danske musiknavne, men når antallet af radiolyttere samtidig falder, smuldrer det grundlag også. Opgaven bliver derfor at få skabt et nyt rum for det musikalske vækstlag. Lige nu er det så godt som ikke-eksisterende. Ny musik drukner simpelthen i overfladisk pop og gamle klassikere på streamingtjenesterne. Her har fremtidens Key eller Quadron ikke en chance.
