Det kan skrives meget kort: Tim Christensen gav efter for års massivt fanpres og brugte det meste af sidste år på at spille flere end 50 koncerter med sin for længst hedengangne knallertrocktrio Dizzy Mizz Lizzy. Både publikum og han fik det meste ud af seancen, selv om koncerterne (jeg så tre) ikke kunne skjule, at 1994-1996 er længe, længe siden, og kun et fåtal af de Dizzy-sange, der var med til at revolutionere dansk rock i perioden, viste sig at kunne stå distancen.
Ligeså blev det cementeret, at Tim Christensen er musikeren, kunstneren, rockstjernen blandt de tre barndomsvenner, og at der er en god grund til, at Martin og Søren ikke er dukket op i andre musikalske sammenhænge, siden Dizzy lukkede bogen i 1997.
Men Dizzy er fortid, igen. Og så alligevel ikke, fornemmer man efter dage i selskab med Tim Christensens fjerde soloudspil, der i grunden ikke er så solo, at det gør noget. Nok har han som altid skrevet sine egne sange, men denne gang har han samlet et band omkring sig, som har været med til at arrangere og farve sangene. Deraf den loyale titel Tim Christensen & The Damn Crystals.
Enklere og varmere udtryk
Helt overordnet forestiller jeg mig et scenarie, hvor Tim Christensen, spillevarm og opildnet af Dizzy-genforeningen, har villet kanalisere den gode energi videre med det samme i en ny bandkontekst.
Normalt sidder han og nørkler i år og dage med sine ting, og det kan man høre, fordi det tenderer til at gøre nogle af hans sange mere konstruerede og perfektionistiske end godt er. Her lyder det tværtimod som om, at han har ladet musikken flyde - og hjerte som fingre flyde med. Tråden er løs, udtrykket varmere, mere enkelt og meget mindre højstemt. Det klæder ham.
Nu er det ikke sådan, at Tim Christensen har revolutioneret sin sound og tone 180 grader. Allerede fra den første guitarfigur i det mere end ti minutter lange og sympatiske åbningsnummer, navngivet efter bandet, afslører han sin identitet. Og som det skrider frem, står Tim Christensens popmelodiske signatur skarpere og skarpere frem. Ligeledes vigtigt er det at notere sig, at Tim Christensen har prioriteret rusk og nerve over de helt bløde ballader, der har klæbet til ham på de foregående tre skiver. Også det træk fremstår sympatisk. Det er gode rocksange med et par højdespringere, deriblandt »Surprise Me«.
Og lad mig til sidst påskønne det seje groove, der driver broderparten af albummets skæringer frem, og som måske er mest hørbar på den geniale »Happy Ever After«.
