Jeg gad godt være en 12-årig pige. Altså bare i de tre kvarters tid One Directions nye plade varer. Jeg er sikker på, at jeg ville føle det som en rejse. Jeg er sikker på, at mit hjerte ville banke dét hårdere i brystet, når det store omkvæd rammer på »Best Song Ever«. At jeg ville mærke en varme strømme igennem min krop, når Harry Styles & Co. rammer den høje tone til sidst på »You And I«. At jeg måske ville knibe en lille tåre under »The Story Of My Life«.
Og hvorfor er jeg så sikker på det? Jamen det er jeg, fordi folkene bag One Direction naturligvis ved, hvad de laver. Selvfølgelig gør de det. Ellers skaber man ikke tidens største boyband ud af en gruppe unge knægte, der for bare tre år siden blev nummer tre i britisk X-Factor. One Directions musik er nem at forstå for målgruppen. Det er musik, der viser drengene som nogle søde, omsorgsfulde gutter, der altid sætter kærligheden og pigen først. Ingen bad-boy-manerer her, tak.
Hvis jeg var en 12-årig pige ville jeg ikke skænke Simon Cowell og alle de andre pengemænd bag One Direction en tanke. Jeg ville ikke spekulere så meget over den skamløse brug af Coldplay- og U2-ismer. Og jeg ville helt sikkert kunne kende forskel på, hvem af drengene, der synger hvornår. Jeg ville have helt styr på deres individuelle personligheder og have min egen favorit.
Klichéer og krumme tæer
Men nu er jeg ikke en 12-årig pige. Jeg er en voksen mand, der lytter til rigtig meget musik. Og som sådan falder jeg tydeligvis ikke inden for det lyttersegment, One Direction sigter efter. Så jeg tænker over de her ting. Jeg studser over, at det er umuligt at kende forskel på knægtenes stemmer. Jeg bider mærke i, at der dybest set ikke er noget nyt under solen. Og jeg skiftevis krummer tæer og trækker på smilebåndet over alle de musikalske og udtryksmæssige klichéer, der nok virker oprigtige på målgruppen, men for alle os andre får dem til at virke som et nøje iscenesat produkt.
Når det så er sagt, så er der langt værre ting at lytte til for de unge piger end disse fem tilsyneladende kernesunde knøse. Sangene er ganske medrivende og fulde af hooks, der lagrer sig i hjernebarken efter første lyt. Soundtracket til sodavandsfesten er sikret. Men One Direction kommer ikke til at transcendere deres unge målgruppe i denne omgang. For os udenforstående vil de fortsat være et mysterium. Et ganske harmløst et af slagsen vel at mærke.
Hvem: One Direction
Hvad: »Midnight Memories«, Universal
