Soundtrack til rengøringen

Manden bag Beirut, den 28-årige amerikaner Zach Condon, holder trods sin unge alder stolt fast i fortidens klassiske pop- og funkdyder, men forfalder sjældent til sødsuppet nostalgi.

Beirut: »No No No« Fold sammen
Læs mere

Lige siden gennembruddet i 2006 med debuten, »Gulag Orkestar«, har Beiruts ophavsmand, Zach Condon, lydt som en mand, der er håbløst ude af trit med tiden, men ikke spor opsat på at indhente den. Hvad enten det var debutens hang til Balkan-musikkens melodrama og traditioner eller forelskelsen i den klassiske franske pop på »The Flying Club Cup« (2007) viste Condon minimal interesse for at skubbe sin musik i mere futuristiske retninger.

Og »No No No« er heller ikke albummet, hvor Beirut springer ud som frontløber for de nyeste trends inden for elektronisk musik. Tværtimod. På sit tredje album holder Zach Condon fast i fortidens forcer uden at det føles rørstrømsk eller nostalgisk.

Åbneren »Gibraltar« slår den analoge tone an med et opløftende klaver-refrain og sprøde bongotrommer. Et oplagt soundtrack til forårsrengøring (hvis det ellers er noget, man gør sig i) eller en skæv rom-com med Zooey Deschanel i hovedrollen.

Forvandler sig til indiens Bruno Mars

Albummet udkommer oven på Condons helbredsproblemer på grund af konstant turnering og en besværlig skilsmisse, men også efter mødet med en ny kvinde, der hjalp musikeren på fode igen. Hvad enten det er et resultat af personlige op- og nedture eller ej, så gør »No No No« sig ikke kun i muntre stunder som »Gibraltar«.

»So Allowed« befinder sig et sted mellem stille sømands- og ditto vuggevise med trækharmonika og strygere, der slår triller, mens »At Once« lader Beiruts velkendte, brusende blæsere overtage følelsen af et svært farvel på instrumentale mellemstykker.

Over halvvejs inde på det kun 29 minutter lange album begynder der dog at dukke lidt eksperimenter op. »Perth« strutter af liv med en synkoperet orgel-linje og blæsere, der rykker kortfattet frem og tilbage som veludtænkte skaktræk i stedet for at slæbe sørgmodigt af sted, som de ofte har gjort på Zach Condons mere Balkan-inspirerede numre. Pludselig lytter man til indie-verdenens svar på Bruno Mars.

På »Pachecho« sætter Beirut tempoet helt ned til en rytme, der formår at være både stivlemmet og sexet og hele tiden synes at være på nippet til at falde fra hinanden. Og selv om Zach Condon overordnet set er en karismatisk vokalist, der kan lyde desperat og romantisk, selv når han mumler, kan jeg ikke lade være med at forestille mig en mere slagkraftig sanger så som Alabama Shakes’ Brittany Howard i front.

Musikken stjæler opmærksomheden på dette nummer, så det er nemt at glemme Condon, der lader sin vokal forsvinde ned i mixet.

»No No No« er ikke en grundvolds­rystende oplevelse, men albummets affejende titel yder heller ikke indholdet retfærdighed, for det er en sødmefuld og opmuntrende halv time man får.

Hvem: Beirut.

Hvad: »No No No«, 4AD/Playground.