Soulparodier og en dancehalldrengerøv

Wafande prøver kræfter med soulmusikken i sit nye projekt Black Dylan, mens Klumben fortsætter sin velkendte dancehall-stil på sin nye EP.

Et par cool soul-gangsters af den velklædte slags: Nuplex og Wafanda i Black Dylan. Foto: PR Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Beser man coveret til Wafandes og producermakkeren Nuplexs nye projekt Black Dylans debutalbum, »Hey Stranger«, er der klokkeklare visuelle referencer til film noir-universet.

Her poserer duoen iført bredskyggede hatte på sned, nypressede suits og med tykke guldkæder om halsen. Et par cool soulgangsters af den velklædte slags. Tidløse smooth operators.

Parret anvender en let genkendelig ikonografi til at iscenesætte sig selv i et klassisk fiktionsunivers, som vi som lyttere forbinder med nogle helt bestemte symboler. De parodierer kendte stilgreb i forsøget på at fremstå autentiske.

I virkeligheden lidt af et paradoks. Men den ærkeamerikanske parodi realiserer de nu ganske effektivt.

Wafande bevæger sig uden for de dancehall-rammer, han hidtil har gebærdet sig sikkert indenfor. Et klogt træk, for han har om nogen kørt den jubelglade stil så langt ud, som den kunne trækkes.

Black Dylans ekskursion udi håndspillet og organisk soulmusik og med tydelige jazzreferencer ligger fjernt fra lyden af RubA’Dub Sundays på Stengade.

Ikke at det høje humør er pakket væk, slet ikke, Wafande er skam stadig en storsmilende fyr med glimt i øjet. »Hey Stranger« lyder bare mere som en lystig soulclub i hjertet af Harlem end som en reggaevuggende rygerfest i Kingston.

Numre som det hoftevrikkende og kækt (s)truttende titelnummer, den fingerknipsende kærlighedserklæring »The One« og den orgelbrummende »Who Got My Back« viser både Wafandes imponerende vokale spændvidde og Nuplexs flair for at naile den varmblodede soul-sound lige på kornet.

Det er på ingen måde revolutionerende, men omvendt slet ikke dårligt.

Obama får røg

Revolutionerende kan man heller ikke kalde de syv skæringer på Klumbens anden EP, »2«. Her fortsætter han uforanderligt i den velkendte danskhall-rille med en række godmodige drengerøvsskildringer fra en nørrebro-dagligdag, hvor røg, sprut og sprøde kvinder udgør en række af tilværelsens faste holdepunkter.

Bedst er den småjoviale dydsmønster-svada »Mors Dreng«, som gæstes af Bikstoks Pharfar, samt den hylemorsomme hampehyldest »Hash« i selskab med Klumbens faste makker Raske Penge.

Når man lytter til sidstnævnte, er det svært ikke at trække på smilebåndet, når det postuleres at »selv Obama har smagt lidt på røgen/og Helle Thorning hun har haft røde øjen’/og Egon Olsen havde sjov i cigabøjen’«.

Generelt excellerer Klumben bedst, når han får vokalt modspil. Medspillerne får ham til at shine.

På egen hånd fremstår han mere ensporet og begrænset i sit udtryk.

Selvfremstillingen som umætteligt festhoved i »SOS (Smøger og Sprut)« og den liderligt logrende »Sprød Tøs« klinger som noget b-materiale, Klumben har nedfældet med venstre hånd i en solid koger, der mest bare var sjov for ham selv. Måske man skulle have været der?

Hvem: Black Dylan Hvad: »Hey Stranger«, Black Dylan Records (4 stjerner)

Hvem: Klumben Hvad: »2«, ArtPeople (3 stjerner)