»Do you have soul?« spørger en kunde pladebutiksejeren Rob, spillet af John Cusack, i en scene fra filmen »High Fidelity«. Rob, som befinder sig i en gigantisk midtlivskrise efter kæresten er skredet, (mis)tolker spørgsmålet som værende af eksistentiel karakter og svarer slukøret: »That all depends…«.
Stillede man langskæggede Matthew E. White samme spørgsmål, kunne han med god samvittighed klart og utvetydigt svare: »Yeah!« Ja, faktisk behøver man slet ikke spørge. Man kan bare høre hans fremragende andet album »Fresh Blood«, der er rigt på både sjæl og fuldfed blue eyed-soul. Så er man ikke i tvivl.
For White fortsætter det suveræne, sjælfulde spor fra 2012-debutten »Big Inner« og forfiner sit moderne, urbane opkog af blæser- og strygerindsvøbt 70er-klingende R&B, vuggende folk-gospel, tilbagelænet sydstatscroon og funky indiepop yderligere. Man er i godt selskab fra starten går med den lige dele inderlige og diskret liderlige »Take Care My Baby«, hvor White byder velkommen i sit fløjlsbløde interiør. Her bliver vi albummet igennem trakteret med såvel sorg som glæde.
»Oh, talking all night long, from the midnight on. If you stand beside me, I will see you through« Jo tak, Matthew, vær vores musikalske guide natten igennem, men niks pille!
Den uimodståelige, kækt groovende »Rock & Roll Is Cold« bumler afsted med veloplagt »uh-na-na«-gospelkor og lummer orgelbanken. Men midt i nummerets smittende feel good-vibes, smider cool-katten White lige en lille verbal stikpille efter os: »Everybody likes to talk shit«. Lad være at tro på alt hvad du hører, kære lytter…
Forfriskende blodtransfusion
Det bliver bestemt ikke mindre fortrinligt, når han skruer lidt ned for forførelse, kækhed og tempo, og lader eftertænksomhed og melankoli skinne klarere igennem.
Her brillerer han især på den ståpelsfremkaldende ballade »Tranquility«, som er en elegi for Whites idol, det alt for tidligt afdøde skuespillergeni Philip Seymour Hoffman. »Goodbye old friend, I read it - I read it, »sixty-five bags of heroin«. Man in the moon just sighing, his work is at an end«. For pokker, hvor kan livet dog være nådesløst og uretfærdigt. Men samtidig også seriøst smukt i al sin musikalitet. Og det illustreres til perfektion her.
White og vennerne holder mere eller mindre kadencen fra start til ende på »Fresh Blood«, hvor hver gennemlytning føles som en forfriskende musikalsk blodtransfusion.
Mon ikke det her er albummet, som giver soulbamsen fra Richmond, Virginia et større gennembrud? Det bør det i hvert fald.
Hvem: Matthew E. White Hvad: »Fresh Blood«, Domino/Playground
