Er du enig?
Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.
Jeg kendte ikke Natasja og nåede kun at opleve hende på scenen et par gange. Til gengæld havde jeg den ære at møde hende. Vi skulle tale om Madonna i anledning af stjernens Jyllandsbesøg, og jeg havde lidt ventet en småkontant rapdame med »talk to the hand«-attitude.
Men hvad jeg husker fra mødet, var hendes kernesunde fornuft. Gang på gang lykkedes det Natasja at indkapsle sine betragtninger om sit barndomsidol med en karakteristisk gestus, hvor hun strammede læberne, hævede øjenbrynene og trak på skuldrene. Natasjas betragtninger og meninger var ikke revolutionerende. Men de virkede bare så udramatisk indlysende, når det var hende, der fremførte dem.
Nu er hun død, dræbt som 32-årig i en meningsløs trafikulykke på Jamaica i juni, netop som hun rent faktisk var slået igennem som kunstner på den ø, der har fostret hendes elskede musik.
Det er stadig et kors for forstanden, at den seje, smukke, levende kvinde ikke længere trækker vejret og giver den gas på reggaeklubberne sammen med BikStok Røgsystem eller til støttekoncerter for Christiania eller Ungdomshuset. Ikke mindst fordi hendes debut som albumkunstner på dansk udkommer mandag: »I Danmark Er Jeg Født«, en plade, som Natasja var næsten færdig med, da hun døde.
Det er lidt specielt, at der kommer sådan en spøgelsesplade her, kun tre måneder efter hun gik bort: Hendes død forlener jo flere sange med et tragisk skær og altomstyrtende drama, som de slet ikke havde, da hun indspillede dem. Når hun synger om hvor hun »skal blive gammel, slå mig ned og bygge min bondegård«, river det i øjenkrogen, mens det løber koldt ned ad ryggen på en måde, som Natasja aldrig havde nogen intentioner om.
Men selv om tragikken nok gør musikoplevelsen temmelig meget mere intens, er den ikke nogen forudsætning for at pladen er lykkedes så godt. For »I Danmark Er Jeg Født« taler til os ud fra præcis den sunde fornuft, som Natasja udviste som person. Og derfra synes hendes stemme at have evnen til at forgrene sig i det uendelige:
Hun mestrer på én plade at være formanende, kærlig, øm, sexet, kulturkritisk, opdragende, overlegen, sjov, selvudleverende, underfundig - og ikke mindst poppet festglad og opløftende på netop den der måde, hvor man bare må tvinge bilstereoen op på max, når turen går gennem gråvejret.
Gi’ mig Danmark tilbage
Mange vil allerede kende de to radiohits »Op Med Ho’det« og »Ildebrand I Byen« - den første en bundgroovy opfordring til en nedtrykt veninde om at komme ud af røret og nyde det liv, der pølser videre derude, den anden en fin programerklæring for reggae-kulturen i Danmark. Men der er langt mere på spil på »I Danmark Er Jeg Født«.
Med titlen »Fi Er Min« har Natasja, med inspiration fra jamaicansk patois-engelsk, opfundet sit eget kaldenavn for kvindens allerhelligste. I sangen taler hun, over et uforskammet iørefaldende olietønderiff, med næsten rørende moderlig varme til de yngre medsøstre, der tror, at de skal kaste sig i grams for at være med på beatet:
»Ro på den lille krop/ Livet er langt og du når det nok/ Der’ ingen grund til at gi’ den op/ Til den første idiot der si’r du’ hot«.
En skov af profaniteter længere henne sørger for, at sangen aldrig ender i velmenende pædagogsnak, men vigtigere for troværdigheden: Den bundfrække duet »Gør Det« med en veloplagt Yepha sætter en slibrig streg under, at sex selvfølgelig også er en skøn ting, »Men pas nu på jer selv, ik!«.
Natasjas vokallevering er i en klasse for sig. Hun tager udgangspunkt i en lavmælt og præcis, næsten sjællandsk klingende stil, der af og til bevæger sig op i en heftigt insisterende, halvskinger råben, når der er allerheftigst bål under kedlerne. Og det er der på »Gi’ Mig Danmark Tilbage«, der - skrevet kort efter rydningen af Ungdomshuset - husker os på, at Natasja også var en af sin generations mest gennemslagskraftige protestsangere:
»Gi’ mig Danmark tilbage, li’som i de gamle dage/ Gi’ mig frisindet igen, der lurer under byens tage/ Gi’ mig København igen, min farverige gamle ven/ Gi’ mig Ungeren igen – vi vil ha’ Ungeren igen!/ Fjern heroin fra Istedgade og lad Staden være Staden/ Hvis du strammer garnet så be’r du om ballade!«.
Sådan kommer man rundt om det hele på ingen tid og det i en ret vanvittig, opkørt fusion af dancehall-reggae og rockabilly signeret de to jamaicanske producere Jigsy og Penny Bling. Direkte fra den caribiske ø kommer også »Gully Slang«, hvor Natasja helt VUC-agtigt oversætter en lang række ghettoudtryk og slangsætninger fra patois til dansk.
En poptøs lige under huden
Mod pladens slutning skruer Natasja tempoet ned til en vuggende reggaestrøm, og op for en uhøjtidelig eftertænksomhed på såvel klodens som egne vegne – det sidste overbevisende opsummeret i pladens titelnummer, hvor hun helt usentimalt tegner sit landkort op: Mor i Danmark, far i Sudan, karriere på Jamaica:
»Jeg føler mig dansk og det nemt at blende ind/ Men der vil altid være en Pia, en Johnny og en Evensen/ Der synes jeg’ for dum og grim og bør sendes hjem/ Men fuck nu dem, for jeg ved at hele verden er mit hjem/ Kom igen/ I Sudan har jeg kærlighed og slægt/ Men mangler karrieren og skal ikke giftes væk/ Jamaica har min karriere i check/ Der er galop og der’ backup når jeg flexer lyrik/ Jeg kører klatten når jeg taler som dem/ Jeg hører mine sange styre Irie FM/ Og selv om de kan li’ mig og de elsker min stemme/ Så er jeg meget hvid og lugter langt væk af penge/ Jeg prøver lykken år efter år/ Og jeg ved lige præcis hvor jeg står/ I Sudan er jeg en blegfis og i Danmark det sorte får – bææh!«.
Også det globale perspektiv favner hun, fordi hun ikke gør et stort nummer ud af det, men blot benytter sig af det talent, som hun altså også besad, når hun talte: Evnen til at sige tingene, så de fremstår så åbenlyst rigtige, at de umuligt kan bestrides. Her i den klagende rootsreggae-ballade »Timerne Går«:
»Selvfede menneskehed/ Liderlige elendighed/ Grusomme grådighed/ Og det bli’r ved/ Åh, mennesker, mennesker dog/ Så livsglade og så kloge/ Hvad var det, der gik galt med vor tro og love?«
Det er forfærdeligt, at ordene er en død kvindes, for Natasja lyder som om, hun først var ved at folde sit talent ud til en altfavnende stemme af den slags, vi altid mangler. Hun kunne tale i øjenhøjde til både Ungdomshus-punkere, magthavere, mainstream-publikum og teenagepiger på den lokale disko-dasko-ungdomsklub. Hendes sange er fulde af empati - og cool, så det forslår.
Hun var protestsanger, men med en klog kones vid og en poptøs lurende lige under hudoverfladen. Hun kunne skrue et radiohit sammen, der mente noget om verden, og som gjorde det med liv, sjæl og nosser. »I Danmark Er Jeg Født« er en begavet, dybt elskelig og ind i mellem kras popplade i reggaens farver. Og selv om jeg knap nok kendte Natasja, savner jeg hende mere og mere, jo flere gange jeg lytter til den.
Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.
Med venlig hilsen
Berlingske Tidendes Netredaktion
