Undertiden glemmer man, at man ikke nødvendigvis behøver at bruge så mange ord eller så mange anstrengelser for at finde ud af, hvad der foregår. Altså når det handler om musik. Undertiden sker det nemlig, at man bare får det hele forærende – i en god, varm og ubrudt strøm, som skaber balance i krop og sjæl.
Det er tilfældet med denne nyudgivelse fra en mand, der gennem et langt liv har forsynet verden med musik, hvoraf ikke mindst de tidligste landvindinger har været nok så mindeværdige. Vi taler om eks-beatlen Paul McCartney, som til sommer fylder 70 år, og som nu har fundet ud af, at han vil dykke ned i den musikalske guldgrube, som var tilknyttet hans barndomshjem, og som i høj grad tjente som inspiration for ham og vennen John, da de begyndte deres epokegørende makkerskab.
Når man hedder Paul McCartney, behøver man ikke at overlade noget til tilfældighederne med hensyn til musikere, orkestre, arrangører, studier og hvad der ellers hører til. Her har sangeren allieret sig med den erfarne producer Tommy LiPuma og jazzpianisten Diana Krall – sidstnævnte er jo selv en mesterlig vokalist – og trioen har fundet et repertoire, der ikke hører til det mest fortærskede, men som er velvalgt – i helstøbt og fascinerende grad.
Stilistisk er vi ovre i den melodiøse og indsmigrende afdeling af jazzmusikken – med Paul McCartney i den hårdtprøvede rolle som crooner. Der er helt klart ikke fortids power i stemmen, men det karakteristisk drengede er bibeholdt, og derfor får sangene lige nøjagtig den portion af nysgerrighed og livserfaring, som får dem til at leve, ja, genopstå. Velkendte klassikere som »I’m Gonna Sit Right Down And Write Myself A Letter«, »It’s Only A Paper Moon« og »Bye Bye Blackbird« bliver til dugfriske, poetiske epistler, og så er det skønt at lægge øren til »Home (When Shadows Fall)«, et melankolsk og alt for sjældent hørt mesterværk skrevet i 1931 af de ret så ukendte Van Steeden & Clarkson. Knap så ukendt er Irving Berlin, men det er da ikke hver dag, man hører hans »Always«, som han skrev som en bryllupsgave til sin kone i 1925, og som Paul McCartney formidler med al den tidløshed og troværdighed, man kan ønske sig.
I det hele taget er romantik et nøgleord for denne udgivelse, og en medvirkende faktor er, at alle sangene er holdt lidt længere nede i tempo, end man umiddelbart forventer, hvilket bevirker, at musikken swinger på en helt særlig, blid og betagende vis. I den proces har Diana Krall, hendes håndgangne mænd og gæstesolister bestemt også deres andel, idet stort set alt akkompagnement og solospil ejer en højere enhed af luftighed og liflighed.
Ud over de 12 etablerede sange, har Paul McCartney medbragt et par nyskrevne, og muligvis har fint selskab af romantiske klassikere tjent som inspiration. I hvert fald befinder de to kærlighedsballader »My Valentine« og »Only Our Hearts« sig i en sangskrivningskategori, som mange troede var gået tabt for årtier siden. Kort sagt – Paul McCartney får lige mindet os om, at han er Paul McCartney.
