Smørtenor hylder de kvindelige kønsdeles lyksaligheder

2013 var året, hvor R. Kelly omsider blevet inviteret ind i det gode selskab. The Godfather af den slibrige sengekantsmusik kvitterer med sit mest sexfikserede og slibrige album siden 90erne.

R. Kelly: "Black Panties" Fold sammen
Læs mere

Det går op og ned i showbiz. Dét, der betragtes som underlødigt i én periode, kan med årene blive værdsat og opnå langt større anerkendelse.

Tag nu R. Kelly, der storhittede op gennem 90erne med numre som »Bump n’ Grind« og »I Believe I Can Fly«. I mange år var han lidt af en joke i det gode selskab. For flommet og flødebolleagtig i sin sjæleudkrængende gospelfraseringer. For underlødig i sine sexfikserede tekster.

Men i år har han haft et af de måske bedste år i karrieren. Én ting er, at han har indspillet duetter med navne som Lady Gaga og Justin Bieber. Noget andet er, at han i den grad er blevet lukket ind i det gode selskab. Først inviterede det hippe franske band Phoenix R. Kelly med på scenen på den amerikanske festivalgigant Coachella, og et par måneder senere blev han såmænd annonceret som hovednavn på hipster-højborgen Pitchforks alternative musikfestival i hjembyen Chicago.

Jo, den før så forkætrede R&B er i den grad kommet ind i varmen igen, især efter navne som Frank Ocean, The Weeknd og Miguel har givet genren en kunstnerisk blodtransfusion i de senere år. Og i dét kulturelle klima hyldes R. Kelly som den ægte vare. Han er The Godfather af den slibrige sengekantsmusik.

Og som for ligesom at slå renommeet endegyldigt fast udgiver den 46-årige sanger nu »Black Panties« – årets uden sammenligning mest skamløst sexfikserede album. Jeg mindes faktisk ikke at have hørt en mere dedikeret og gennemgribende hyldest til de kvindelige kønsdeles lyksaligheder. Det eneste, de fire første sange handler om, er at slikke fisse. Om hvor herligt det er. Om hvor god R. Kelly er til det. Lad os bare nøjes med at sige, at Oreo-kiks aldrig kommer til at være det samme, efter man har hørt »Cookie«.

Livlig fantasi

Selv om man skiftevis rødmer og skraldgriner må man dog også konstatere, at R. Kelly er så fisseglad, at kvinden ofte ender som et ligegyldigt appendiks til sine kønsdele.

Titlerne på numre som »Marry The Pussy« og »Throw This Money On You« fortæller alt, hvad man behøver at vide. Misogynt bliver det aldrig, dertil er Kelly alt for glad for kvinder, men alligevel ligger der et kvindesyn bag, der nok burde kunne få feministerne op af stolen.

Hovedpersonen selv er helt sikkert bedøvende ligeglad. Og det er jeg for så vidt også al den stund, at der ikke er noget kedeligere end politisk korrekt musik.

Musik er ikke et spørgsmål om moral. Men det må til gengæld meget gerne være en arena, hvor fantasien får frit spil. Og R. Kelly har på »Black Panties« immervæk en livlig fantasi, når det kommer til at sætte ord på det, der foregår på lagnerne. Og på stripklubben for den sags skyld.

Knap så meget fantasi har han desværre, når han flytter sit fokus væk fra kvindekroppen. F.eks. på rags-to-riches-fortællingen »My Story«, hvor klicheerne tårner sig op, og som sådan er nummeret meget symptomatisk for pladens sidste halvdel, hvor R. Kelly begynder at gentage sig selv og forfalde til ligegyldig bravado.

Og så er det, at man igen bliver bevidst om, hvorfor han har været ude af det gode selskab i alle disse år.

Hvem: R. Kelly.

Hvad: »Black Panties«, RCA Records.