Hvis man kan huske 60erne, så var man der slet ikke. Sådan siger et efterhånden gammelt ord. Men hvis man alligevel mener at kunne huske et eller andet, så må det i hvert fald være, at Povl Dissing midt i årtiet brød igennem den musikalske lydmur - for at vække såvel debat som forargelse. For hvem var nu denne mand, der tillod sig at tage gamle og gribende sentimentale sange til sig og fortolke dem, som var de hans egne? Og så med denne særegne og voldsomt dramatiske stemme, så ingen kunne sidde ham overhørig. Men hemmeligheden bag bevågenheden var vel ikke mindst, at så mange mennesker for første gang opdagede, hvad de sange egentlig handlede om.
Sorg og smerte blev ikke pakket ind i skønsang, men leveret stærkt, dramatisk og ægte. På én gang morsomt og rørende - altså fryd og smerte i højere enhed.
Stadig gribende
Forargelsen skulle som bekendt lægge sig med hensyn til Povl Dissing, der ikke mindst via Svante-sangene blev folkeeje. Men den gode gamle ballast har han fortsat - heldigvis, og her nyfortolker han en snes af de gamle sange - primært fra skillingsviserepertoiret. Helt klart er Povl Dissing blevet ældre, men han er lige så passioneret som dengang, og hans på én gang rolige og intense tilgang til sangene giver nok en gang et enestående resultat. Og så er det oprindelige enkle guitarakkompagnement nu blevet erstattet af et sejt-gyngende band, der svøber sig perfekt om sangeren.
Selv om det er vanskeligt at tage indholdet alvorligt i absurd-naivistiske sange som »Fingalvisen« og »Vandringsmanden«, bliver man alligevel betaget af handling, melodi og fremdrift, og så er det da fortsat grotesk at høre om »Lille Anna«, der bliver slået ihjel af sin fordrukne far.
Rigtigt gribende bliver det i »Vildandens sang«, »Det døende barn« og ikke mindst smerte-klassikeren over dem alle, »I en sal på hospitalet«.
Mesterligt, men husk lige at have en Kleenex inden for rækkevidde.
