»The Kissaway Trail« fra bandet af samme navn er en af den slags sjældne danske debutplader, der vil det hele med det samme.
En pompøs intro skyder albummet i gang. Bandet har i Thomas L. Fagerlund og Søren B. Corneliussen hele to forsangere, teksterne hælder mod digtets kortform og ambitioner, og kvintetten lod tydeligvis skabelonen blive i skuffen, da de skar deres sange ud. Alt sammen markører for at The Kissaway Trail har tænkt og drømt større end de fleste strambuksede lykkeriddere og cool-jægere, der krabber op fra den danske rockundergrund.
Begynder godt
Og det begynder ret godt med »Smother + Evil = Hurt«- en original titel på en monumental sang, der halvabstrakt kredser om tab og kærlighed. Sangen er fint polstret med strygere, men ellers typisk for The Kissaway Trails småteatralske og luftige indierock, der befinder sig et sted mellem - men et stykke under - The Flaming Lips' kløgtige patos og Radioheads tuderock fra »The Bends«-perioden.
Ja, der gemmer sig en gennemgående, intim smerte i The Kissaway Trails sange, men oftest er den enten meget ukonkret eller uspændstigt formuleret. Bandet snakker om »Wounds that never heal« og konstaterer, at »When it all comes down to it, it's the same that we fear«. Jawohl, det kommer garanteret lige direkte fra hjertet, men taler ikke rigtig sproget, der får det til at banke. Så må lytteren trøste sig med, at The Kissaway Trail kun sjældent forfalder til decideret flæberi: »When winter comes along, don't wash away my tears/ On a snow covered roof I'll cry, moulding my own icicles«. Istapper af tårer på et snedækket tag - helt ærligt, slap off! Selv purung patos har sine grænser, og The Kissaway Trail finder og overtramper en af dem her.
Det lyder unægtelig, som om de fem unge herrer ønsker at skabe et unikt musikalsk og poetisk rum, hvor de kan brydes med tilværelsens helt store bøhmænd. Der er de ikke endnu. Og de kommer ikke nærmere, før de gennemfører en kreativ paladsrevolution, hvor pladesamlingen ryger ud og blyantspidseren ind.
