Smerte på skinner

My Chemical Romance er en af den slags bands, man kun kan sætte fuldt ud pris på, hvis man er så heldig eller uheldig at støde på dem, før følelsesfilteret har forladt puberteten.

Til gengæld kan enhver idiot høre, at de sortklædte emo-rockeres opkørte teatersmerte kører på skinner.

På Arena-scenen styrede den skrigende sanger Gerard Way sine tropper mod det ene überdramatiske rockklimaks efter det andet i et disciplineret arbejdsraseri, der fik henrykkelsen til at flyde og mascaraen til at løbe blandt de purunge, storsvedende fans.

For dem var det en tur i maskinen - vi andre måtte nøjes med at være vidner til hvor effektivt den fungerede.