Sly Stone er tilbage

Koncert: Sly and the Family StoneEfter 20 års tavshed er en af musikhistoriens største mystikere begyndt at løfte sløret. Sly Stone optræder denne tid i Europa.

Sly Stone fanget i et af de korte øjeblikke, han var på scenen i Rotterdam. Foto: Paul Bergen Fold sammen
Læs mere

Næppe har vi entret North Sea Jazz-festivalen i Rotterdam, før beskeden lyder: »Amy Winehouse is cancelled«. Fans bander og svovler. Marcus Miller træder til, men den amerikanske bassist virker ikke, som om han har meget tilovers for aflysningen. Den slags er no go i branchen. Winehouse var et af hovednavnene på festivalens tredje og sidste dag, og så aflyser hun tre timer før koncerten på Nile, den største af scenerne med plads til ca. 20.000 af festivalens 70.000 gæster. Arrangørerne er diplomatiske, men da jeg spørger, om Winehouse, der brød igennem sidste år med sangen »Rehab«, er på vej ned ad samme vej, der blev Sly Stones skæbne, er blikkene sigende: Amy Winehouse har allerede aflyst flere gange i sommerens løb.

Men min første tanke er i virkeligheden »Godt, det ikke er Sly,« hvis optræden den første i Europa i over 30 år er festivalens største scoop.

Omkring 1970 dukkede Sly and the Family Stone ikke op til 26 ud af 80 koncerter i USA. Haller fulde af fans. Arrangører rødglødende af raseri. Skuffelse af den slags spredes som ringe i vandet og kan skade en kunstners karriere for altid. Det skulle Sly Stone erfare. Men han var på dybt, dybt vand.

I Rotterdam begynder søndag aften for alvor at koge, da Candy Dulfer går på. Jeg har ikke megen fidus til konceptet Kvinde+Saxofon, men det laver hun godt og grundigt om på med et rigtig funky sæt. Og så skader det ikke, at hun ligner en Playmate og bl.a. har medbragt Rosie Gaines, Princes sangerinde i 1990erne og ikke er for fin til at give os »Nothing Compares To U«.

Luften er tyk af funk og gode vibes, da Candy Dulfer takker af, og arrangøren med Winehouses aflysning og Sly Stones blakkede ry in mente ironisk beroliger over højttalerne: »Sly is in the building!«

Håndplukket band
Da Sly and the Family Stone var på toppen i slutningen af 1960erne, var bandet unikt, innovativt og repræsentant for alt det bedste fra hippietiden. Sly Stone havde håndplukket bandet blandt en række talentfulde musikere, bl.a. hans søskende Freddie og Rose. The Family Stone var en broget skare af mænd og kvinder, hvide og sorte, og afspejlede perfekt musikken, der ubesværet bevægede sig ind og ud af en stribe genrer, men primært blandede sort soul med hvid rock. Bandet lagde nogle af de vigtigste grundpiller til funk, bl.a. med break beats og bassist Larry Grahams stilskabende spil. Når Marcus Miller lader tommeltotten danse over strengene denne dag i Rotterdam, står han og en stribe andre af verdens førende bassister på skuldrene af Graham.

Sly Stone var dog bandets ubestridte leder, men hans personlige problemer førte til dets opløsning. I 1969 lå verden for bandets fødder efter succesalbummet »Stand!« og den historiske optræden en sen nattetime på Woodstock-festivalen, hvor 400.000 tilskuere blev løftet op til et andet bevidsthedslag til tonerne af »I Want To Take You Higher«. Men filmen knækkede. Sly Stone var ikke først og fremmest et musikalsk geni længere. Han var narkoman.

En ny familie
25 minutter for sent går bandet på i Rotterdam. Ikke Sly, men The Family Stone, som desværre ikke har meget at gøre med det oprindelige set up. Larry Graham mangler, det samme gør Freddie Stone, Rose Stone, Gregg Errico og Jerry Martini. I virkeligheden er det Sly Stones lillesøster, Vet Stones hyldestband, Phunk Phamily Affair, der spiller. Det har skiftet navn til Family Stone og har foruden Sly Stone selv fået den oprindelige trompetist Cynthia Robinson med samt Rose Stones datter Lisa på kor. Med stor besvær grundet Sly Stones ustabile renommé har de fået jobs på en række europæiske festivaler i år.

Stemningen er god. Til at begynde med. »Dance to the Music«, »Everyday People« og »Hot Fun in the Summertime« går rent ind. Bassisten og guitaristen ligner ganske vist en blanding af jysk pigegarde og et cirkusorkester i deres rødhvide satinuniformer, men søsteren Vet Stone, der var fast korsanger for det oprindelige Sly and the Family Stone, har en dyb og lækker Gladys Knight-agtig vokal, og Lisa Stones stemmepragt er helt på højde med moderens. Men efterhånden som de store hits bliver afløst af knap så oplagt materiale, begynder spørgsmålet at trænge sig på: Hvor er Sly? Hvor længe har han tænkt sig at trække den? Skal vi også brændes af?

Efter »Stand!« flyttede Sly Stone fra San Francisco til Los Angeles. Han lejede sig ind i en villa omgivet af nye bodyguards. Skumle typer. Gangstere slet og ret. Villaen flød med våben, pitbullen Gun strejfede hvileløst rundt, og et rend af musikere, bl.a. Bobby Womack, sniffede sig høje sammen med en tiltagende paranoid Sly Stone. Imens ventede medlemmerne af Family Stone forgæves på at blive brugt på den ny plade, som Stone i det store hele endte med selv at indspille. Larry Graham måtte angiveligt flygte ud af et vindue, fordi Slys bodyguards mistænkte ham for at gå i mordtanker. Graham er i dag Jehovas Vidne.

Eskapaderne i villaen blev til det dystre mesterværk »Theres A Riot Goin On«, af Prince kaldet »Funkens Bibel«. Væk var de glade hippiebudskaber, i stedet er pladen beskrevet som et kig ind i (narkoman-)sindets mørkeste kroge. Efterfølgende kom der et par gode plader, men fra 1975 var The Family Stone endelig opløst, og Stones soloudgivelser blev stadigt ringere. Den sidste udkom i 1983, siden har det været obskure gæsteoptrædener hos bl.a. George Clinton og Bobby Womack. Til gengæld blev det i 1980erne til adskillige anholdelser for besiddelse af kokain, og i et desperat forsøg på at skaffe hurtige kontanter, solgte han rettighederne til alle sine sange til Michael Jackson.

Frem til i år har Sly Stone kun vist sig offentligt en gang de sidste 20 år, nemlig ved Sly and the Family Stones optagelse i Rock and Rock Hall of Fame i 1993, hvor han gik på scenen uden de øvrige medlemmers viden og uden at se til deres side.

Nu, nu, nu ... nej
I Rotterdam kan det såkaldte Family Stone ikke holde den gående længere. De annoncerer, at Sly er klar til at gå på. Han kommer bare ikke. Det er pinligt. Musikken går i stå. En panisk kvinde gør tegn til, at Sly ikke er klar alligevel. Der jammes lidt usikkert. Vet Stone er tydeligvis nervøs. I en artikel i næste måneds udgave af Vanity Fair tilskrives hun æren for at have fået sin bror tilbage til denne verden. Af artiklen fremgår det, at Stone-familiens forældre begge er døde inden for de senere år, og at begge på deres dødsleje bad Vet tage sig af Sly. Hun fik ham tilbage til San Francisco og tilbage på scenen, bl.a. en optræden med det originale band (på nær Graham) til Grammy Awards i januar. Det er rørende læsning mere bevægende end artiklens kortfattede interview med Sly (det første i over 20 år), som oplyser, at han har været clean de sidste 15 år, men ellers har levet en eneboertilværelse.

Om det er en god idé at få ham tilbage på scenen kan imidlertid diskuteres. Vet Stone kalder desperat på sin bror og prøver febrilsk at lave sjov med situationen. Det er svært. Så sker det endelig. En krum skikkelse træder ind på scenen i hvid baseballkasket, solbriller og en gigantisk hvid T-shirt med guldbroderi. Han vinker til publikum og sætter sig i skjul bag Korg-synthesizeren. Han sætter munden til mikrofonen og reciterer næsten lydløst starten på»Stand!«. Det går langsomt. Sly er tydeligvis også nervøs. Han glemmer ordene og farer vild i sin egen geniale, men avancerede komposition. Det er pinefuldt at se på, og på en måde ville jeg ønske, jeg var blevet væk. Da han anden gang glemmer ordene, spørger han næsten bedende de andre i bandet: »Kan vi ikke tage en anden sang?«. Så slår han tonerne an til »If You Want Me to Stay« og falder lidt til ro i funken, mens vi andre også får det bedre. Der er også skønhedsfejl under »Sing a Simple Song«, men stemningen er bedre nu og fortsætter ind i »I Want to Take You Higher«. Og så midt under sangen forsvinder Sly Stone ud af scenen med ordene: »Jeg er en gammel mand, jeg skal lige ud at hvile mig.« Han kommer tilbage midt inde i den næste sang, »Thank You (Fallentin Me B Mice Elf Agin)«, men efter et lille hop ned på rampen tættere på publikum forsvinder han igen og vender ikke tilbage.

Der er rygter om en egentlig gendannelse af det rigtige Sly and the Family Stone. Om en ny plade. Om 200 nye numre fra Sly Stones gemmer. Vi hører ikke noget til dem i Rotterdam. Man siger så meget.

Det er svært at overvurdere Sly Stones betydning i musikhistorien fra funk til hip hop. Men hans optræden på North Sea Jazz Festival viser, at hans tid er endegyldigt forbi.

Sidste kunstner er Snoop Dogg. Han lægger huset ned.