Slowdive leverede underskøn balsam til krop og sjæl på Roskildes sidstedag

Shoegaze-veteranernes aftenkoncert på Avalon virkede som en lindrende batterigenopladning

Slowdive på Roskilde Festival lørdag den 1. juli 2017. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

På Roskilde bliver man som oftest virkelig mættet af den enorme mængde af nye indtryk, som man suger til sig i løbet af de (minimum) fire dage festivalen varer. Musikken. De mange fremmede mennesker man konstant er i selskab med. Festhedonismen. Alt dette og mere sætter sig tydelige spor. Det mærkes. På en måde så man nærmest når til et overload, hvor man er ved at brænde sammen. Af samme grund kan man særligt på festivalens sidstedag virkelig føle sig drænet og slidt. Sengen og den virkelige verden kalder.

I en sådan situation kan man have brug for en lindring. En sådan kom i form af de genopstandne shoegaze-legender i Slowdive. Nogenlunde samtidig med at solen tittede frem på aftenhimlen leverede Reading-kvintetten underskøn musikalsk balsam til de fremmødte på Avalon-scenens mættede og martrede kroppe og sjæle. Det var kærkomment. Batterierne blev genopladet.

Slowdive på Roskilde Festival lørdag den 1. juli 2017. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard.

For er der noget Slowdive mestrer, så er det at fremmane en drømmende og æterisk skønhed, der vitterlig føles som den blideste musikalske massage, sådan en der trykker alle de rigtige steder, når man er smittet med et akut tilfælde af strid sidstedagsblues.

Gennem de 75 minutter seancen varede aede bandet publikum med deres blide og ultrafine drømmepop, der som oftest er svøbt i rigelige mængder delay og rumklang. Når sangerne Neil Halstead og den sky sirene Rachel Goswell sang kunne man vitterlig mærke skønheden flakke omkring under teltdugen som en let brise. Man lukkede øjnene og sugede den ind. Aaaaaaahhhhhhh!

Slowdive på Roskilde Festival lørdag den 1. juli 2017. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard.

Setlisten bestod af en perfekt blanding af ældre klassikere samt en række af sangene fra bandets fabelagtige og selvbetitlede comebackalbum, der landede tidligere i år. Af de ældre perler gjorde særligt det ekkoficerede kærlighedskvad »Crazy For You« og »When The Sun Hits« stort indtryk. Sidstnævnte eskalerede smukt udi et sugende, men stadig kontrolleret, støjcrescendo.

Af de nyere numre imponerede særligt den meditative »Sugar For The Pill« samt en langstrakt og svalende »No Longer Making Time«. Fortid og nutid gik smukt i sync. Det var lige den slags koncert, man havde brug for til at finde de absolut sidste kræfter frem.

Hvem: Slowdive
Hvor: Roskilde Festival, Avalon, lørdag.

Lyt til Slowdives nyeste album her: