Sløje tider i popland

Man skal ikke have haft radioen tændt i mange øjeblikke for at vide, at dansk pop er populært i disse år. Ja, vi skal næsten tilbage til 80erne for at finde lignende tilstande. Og hvor der er efterspørgsel, øges udbuddet som regel også. Lige nu sprøjter det i hvert fald ud med danske debutanter fra de store pladeselskaber, der er på jagt efter den næste danske popsensation. Men hvilke navne er flyvefærdige? Har de noget interessant at byde på? Lad os nu fluks dykke ned i bunken og høre, hvordan årgang 2014 tager sig ud lige nu.

Første levende billede hedder Clara Sofie. Hun grovhittede for et par år siden i selskab med producer Rune RK og dance-singlen »Når Tiden Går Baglæns«, men er først nu klar med sin første fuldlængde i eget navn. Her trakterer hun med en række dramatiske dansksprogede kærlighedssange, der i Tomas Barfods ferme produktion alle søger de store radiovenlige omkvæd.

Foretagendet lykkes bedst på de mere dansegulvorienterede numre som »Tag Mit Hjerte«, hvor housens fremdrift møder et fængende vokalsample og lyse, rumklangsbadede guitarer. Personligt bliver jeg dog aldrig rigtig ramt at Clara Sofies lettere lidende patos, hvorfor hendes album heller aldrig for alvor løfter sig over det grundlæggende solide bundniveau. Men er man på udkig efter et mere sympatisk alternativ til Medina, er Clara Sofie om ikke andet et okay sted at starte.

Fuld knald på

Titlen som det nye kulds største humørbombe tilhører uden tvivl den multinationale trio Liga. Der er fuld knald på alle tangenter, når den dansk/australske sanger Nicky Russell, rapper Feras Agwa med de syrisk-egyptiske rødder og den iranskfødte kvindelige trommeslager, Ihan Haydar, slår gækken løs med deres energiske gadekryds af soul, pop, r&b og rap.

Trioen springer ud af højtalerne – de vil det virkelig gerne, fornemmer man – så meget, at det faktisk bliver anmassende. Nicky Russell besidder en spændstig stemme i front, men hans dansksprogede fraseringer er samtidig så overgjorte, at det halve kunne være nok. Oven i det gør Feras Aqwas rap heller ikke Liga nogen tjenester med sine kluntede og klichéfyldte versefødder. Intentionerne, energien og popøret fejler dog ingenting.

Der er helt klart et publikum til det her lige nu. Men for min skyld må de gerne være en del mere tilbageholdende, når de doserer deres virkemidler i fremtiden. Lige nu balancerer de på kanten til det nævenyttige.

Mellem to stole

Nævenyttig kan man ikke ligefrem kalde den 27-årige sangerinde Freja Kirk, der første gang gjorde opmærksom på sig selv som deltager i talentpgrommet »Voice« på TV 2. Hun vandt ikke, men godt det samme, for Sony Music har alligevel givet hende en pladekontrakt. Og det er sådan set fuldt forståeligt, da Kirk både har stemmen og udseendet med sig.

På debutalbummet »Monophobia« har hun valgt at gå mod strømmen ved at synge på engelsk. Desværre med det resultat, at hendes sårede kærlighedssange kommer til at virke unødigt distancerede. Måske hun var sluppet bedre af sted med det, hvis de mørktonede elektroniske produktioner omkring hende havde gjort noget mere væsen af sig. Men som det er nu, er størstedelen af numrene hverken direkte nok til for alvor at kunne begå sig på hitlisterne eller nyskabende nok til, at det for alvor bliver kunstnerisk interessant.

Sammenlagt bliver indtrykket mere fermt end vedkommende. En skam, for man fornemmer især på de mere afsøgende numre sidst på pladen, at der er potentiale til mere. Det univers vil jeg gerne høre afsøgt endnu mere næste gang.

Den helt rette balance

Her på falderebet er der heldigvis også plads til også at vende duoen De Dødelige, der er aktuel med første del i en trilogi af ep’er i indeværende år. Allerede nu har de landet opvarmningstjanser for sværvægtere som Marie Key og Nik & Jay, og med »Opdag« i ørerne forstår man godt hvorfor. Her rammer deres dragende elektroniske r&b det helt rigtige sted mellem fængende popmagi og kunstnerisk tyngde.

Arven fra et navn som James Blake er tydelig både hos sanger Andreas Ringblom og i Ulrik Schultz’ store, stemningsfulde produktioner. Men med Ringbloms lettere abstrakte danske tekstunivers og Schultz’ sikre balancegang mellem innovativt lyddesign og poppet formsprog rammer det noget ret unikt i en dansk popkontekst. De skal blive spændende at høre, om de kan holde kadencen på de kommende ep’er. Det lover i hvert fald godt.