I 1967 udgav Steppeulvene »Hip«, som ikke bare er et rasende godt album, men også er blevet selve soundtracket til den danske hippiebevægelse.
Eik Skaløe og hans vildtblomstrende venner spiller således ikke bare en kunstnerisk rolle, men også en rockhistorisk rolle. Det sidste kan ikke siges om Hyldemors kultdyrkede »Glem det hele«, som udkom i 1978 og nu omsider kan købes på CD – efter 35 år på kassettebånd og vinyl.
Og deres sound og tekstunivers er en kuriøs størrelse, når man tager udgivelsesåret i betragtning. Det lyder mere som en blød, hippiøs tidslomme fra årene efter Steppeulvene end fra samme år, hvor Patti Smith og Television markerede sig i USA, og Sods var ved at samle sig herhjemme.
Men, hvor Hyldemor kom for sent til at spille en historisk rolle, så kan det være interessant at lytte nærmere og vurdere, hvordan albummet gør sig som kunstværk. Og det bedste ved »Glem det hele« er nu afdøde Hans Vinding og hans fortrinlige vokal. Vel er fraseringerne som hos Eik Skaløe og Bob Dylan lange, udtrukne, men har også en egen følsomhed, som flosser let manisk i kanterne. Som i det fortrinlige titelnummer, hvor han som det første synger »Glem det hele, du er altid her, lige nu« og lukker op for en billedrig tekst.
Og som i mange af teksterne er det, som om den overvintrede hippie forsøger at forskanse og forsvare sig mod den virkelighed, som står lige ude på den anden side af sangene. »Slanger bag dig, ulve rundt omkring dig«, lyder det et sted, og et andet, at »blomsterne har fået hovederne hugget af«, mens et klaver digter med.
Men nøglesætningen synes at være »Når alle drømme bliver til virkelighed, så bliver der fred«, og albummet insisterer også på at drømme gamle drømme rent musikalsk, hvor den mørke hårdhed, som var ved at bryde frem hos mange af tidens rockmusikere, er ikke-eksisterende.
Fra Skaløe til Hjelm
I stedet er det den bløde mand, som manes frem i de tilforladelige arrangementer, hvor elguitaren gerne løber ud i småkedsommelige soli, men bakkes op af en fint gyngende, sine steder boblende rytmesektion.
Smuk på sin egen troskyldige måde er »Tusind år« med sit kvindekor, og »8 + 8 = 16« er ren hippieretorik med sine hilsener til eventyr, men byder på Steen Claëssons lyriske, folkemusikalske violin, som også løfter »Va Så Du«
Endelig er der ekstranummeret »Min bedste ven«, hvor Hans Vindings vokal igen betager og lyder som the missing link mellem døde Eik Skaløe og lyslevende Christian Hjelm.
Og selvom »Glem det hele« ikke er det store kunstværk, som man – og ikke mindst folkene bag den sympatiske genudgivelse – kunne håbe på, så er albummet en god musikalsk oplevelse. Fra et år, hvor de fleste hippier for længst var gået i hi.
