Man skal være en meget tør landkrabbe for ikke at holde af De Glade Sømænds morsomme, musikalske og ikke så lidt sjofle omgang med sømandsvisetraditionen.
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Få orkestre kan bryste sig af at have spillet på både Damhuskroen og Roskilde Festival - og så endda i samme måned.
Men det har De Glade Sømænd, som på 2008-albummet »Søforklaringer« talte til såvel unge mennesker med et glimt i øjet som til ældre med svundne tiders sange i øret.
Formlen, som altså virker på flere generationer, er lige så enkel, som den er smittende. De otte ungersvende i orkestret - der selvfølgelig lyder navne som Gasten, Matrosen og Masteføreren - gør sig således i en musik, der tager afsæt i den gamle sømandsvise-tradition, men garnerer blandingen af coverversioner og egne numre med et tidstypisk og sine steder ironisk touch.
Sangene på det tredje opus, »Havnens Fristelser«, skal med andre ord ikke tages for mere, end de er. Men det er sandelig også nok. For De Glade Sømænd er og bliver en medrivende oplevelse med prikkende banjoer, smægtende violiner og tøffende trommer, der favner klassikere som »Katinka, Katinka« og »Når En Sailor Går I Land«, så fadøllet skummer, og rommen slås i glasset.
Og i stævnen står Kaptajnen, og han giver sangene med en John Mogensen-brummende vokal, som står lige så godt til Jokerens »Havnen« som til Kim Larsens »Byens Hotel«.
Men Kaptajnen og hans lakajer er heller ikke uden lyrisk flair, og »Så Længe Skuden Kan Gå«, hvor fingerspillet spansk guitar og trækharmonika mødes, er faktisk både smuk og bevægende.
Smil i sømandsskægget
Det er nu langtfra de sarte stemninger og skælvende hjertetråde, der fylder mest hos De Glade Sømænd, men derimod knejpestemning med et ødselt mål af brandere, skæve smil og slet skjulte sjofelheder:
»Skumsprøjt i søstjernen«, »Der er frisk filet i Reykjavik« og »På væggen hang en plakat med Jay & Nik, og nu skulle hun ha' p..« Den slags.
Høhø. Og sådan sidder man og smiler i sømandsskægget, når »Havnens Fristelser« spiller og lever så med, at albummet indimellem antager et lidt trættende og studentikost »Haha, hvor er vi skøre«-præg.
Men den slags fnidrede forbehold vil uden tvivl blive blæst ud over rælingen, når De Glade Sømænd giver deres sange live. Og det gør de hele sommeren.
Så tørstige mandfolk bør dukke op - mens de unge uskyldige piger bør vare sig for de otte fyre på landlov.
