Skøre babyer og kvælende tomhed

Musik: Chemical BrothersHappy Mondays Man undres over, at Happy Mondays stadig er i live. Gid The Chemical Brothers kunne prale af det samme. To engelske eks-dansegiganter forsøger at holde liv i gulvet.

I dag udkommer de nye album med Happy Mondays og The Chemical Brothers. Og på overfladen deler de to veterangrupper skæbne: Begge fik rockpublikummet på dansegulvet i 1990erne med deres ferme hetero grooves. Men udgangspunkterne var forskellige: Hvor The Chemical Brothers var computernørder, der forsøgte at blive kunstnere, var Happy Mondays Shaun Ryder syret poet fra begyndelsen. Til gengæld gik han mere og mere i opløsning hen ad vejen.

Mondays-comebacket »Uncle Dysfunktional« er på banen 15 år efter de nu gendannede Manchester-proletarers seneste album, og hele 17 år efter gennembruddet »Pills, Thrills & Bellyaches«: En succes skabt på hvide dansebeats, stenet funkrockguitar og den selvdestruktive Shaun Ryders bøvet brilliante cut-up-rendestenspoesi alt sammen ihældt sovepiller, ecstasy, LSD, sprøjter og masser af høkerbajere. Allerede inden da var ikke mindst Ryder og bandets dansemus og maskot, Bez, på sikker kurs mod en uværdig heroindød, og især Ryder må seriøst undre sig over, at det er lykkedes hans slaggedepot af en krop at lægge stemme til en endnu en plade.

Uimodståelig nonsens
Men det er det, og »Uncle Dysfunktional« har skam har sine momenter: Stenerballaden »Weather« er én stor gang rallende Ryder-krukkeri over den hærgede forfatning, han befinder sig i. Og åbneren »Jellybean« byder over et Manchester-beat der lyder som stencileret ud af 1991 på en uimodståelig gang nonsens, hvor Ryder vrøvler løs om at være en kvinde, der føder »crazy babies«. Måske en metafor for de nye sange, der dog viser sig ikke at være så crazy endda i hvert fald ikke musikalsk. Producer Howie B udfordrer slet ikke Happy Mondays sløve funk, der langtfra når samme myldrende festhøjder som Ryder og Bez kortlivede bandsucces Black Grape fra sidst i 1990erne. Happy Mondays havde aldrig nogen revolutionær agenda alt de ønskede var sprut, damer, stoffer og en tilværelse sjovere end den, arbejdsløshedskøen kunne tilbyde. Det skinner lige kraftigt nok igennem på et comeback, der mest lyder som et øllet ekko af en fantastisk abefest.

Mavespændinger
Præcis hvor svært det kan være at ramme en guldåre, viser det sjette album fra The Chemical Brothers: »We Are The Night«. I modsætning til Happy Mondays har Ed Simons og Tom Rowlands altid fremstået som dybt disciplinerede arbejdsmænd, og det var med nørklet præcisionsarbejde, duoen ramte den bragende heftige big beat-dansesound i midten af 1990erne. Siden har The Chemical Brothers i flere omgange forsøgt at genopfinde sig selv, både i regulær techno og ambitiøs sangskrivning, men uden det store held. Det er forståeligt, at de gerne vil udvikle sig, men efter 12 år må vi kunne konstatere med rimelig vished, at brødrene ikke har potentialet til at transcendere deres udtryk. Her er stort anlagte sange, gøglet rappjank og forkromede klubtracks, men i forsøget på at skabe kunst udstiller The Chemical Brothers endnu en gang en fersk og kvælende tomhed. Jeg får simpelthen spændinger i maven af at lytte til noget, der lyder så stort, men indeholder så lidt af noget som helst. Hvis Chemical Brothers virkelig er natten selv, som de påstår, så er jeg gået i seng med hønsene.