Skønhed på skønhed

G.F. Händels overdejlige opera om Julius Cæsar - bare kun med Cleopatras sange?

En anden havde da gerne hørt Roms kærlige konsul ved hendes side. Men franske Natalie Dessay optræder med rollen nede på Opéra Garnier i netop disse uger og har vel brugt indspilningen som en slags forberedelse. Og hvilken vellykket øvelse ... Hvor den ægyptiske dronning vist mest var til den grimme side, så er skiven den rene skønhedsåbenbaring. Dessay har endda fået plads til et par sjældenheder imellem, et par fraklip fra Händels side. Glædens vinger løfter sig i hjertet hvert eneste øjeblik: Ikke bare under fortryllende toptoner som i den tyste »V'Adoro, pupille«, men også under den enkelte lyds liv som i »Venere bella«. At den franske koloratursopran kan sætte de fleste kolleger til vægs, ved hele verden efterhånden. Ligeså at orkesterlederen Emmanuelle Haïm med sit band af barokeksperter kan gøre alt til kunst. Men at Händels hit fra 1724 med netop de to skulle blive så oplivende, havde ingen forudset. Händel gav os nøjagtig de melodier, vi helst ville have - og han ville ha' elsket at høre dem med Dessays varmt vibrerende strube. Et lidt større orkester havde givet pladen endnu mere varme.