Skønhed og tristesse

Musikere fra Efterklang, Saybia og Slaraffenland har fundet sammen i det fine, melankolsk tonede Dangers Of The Sea.

Andreas Bay Estrup synger og skriver kvintettens sange. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det kan gå to veje, når musikere fra forskellige bands finder sammen i en ny konstellation. Enten bliver det for løst og ligegyldigt, eller også frisætter den nye sammenhæng ideer og spilleglæde.

Nu er det så sanger og sangskriver Andreas Bay Estrup, der har samlet fire musikere fra Efterklang, Saybia og Slaraffenland i projektet Dangers Of The Sea. Og deres selvbetitlede debutalbum – som Nikolaj Nørlund også har været inde over – gemmer på 11 numre, hvoraf omtrent halvdelen er virkelig gode.

Tag bare »Light«, hvor Estrup som det første synger »Comfort zones that no one owns« og bevæger sig frem mod det første af udspillets mange fortrinlige omkvæd, hvor stemme og guitarfigur løfter hinanden.

I »Sheer Desperation« er elguitaren udskiftet med en western, og fingerspillet lægger sig smukt ved siden af tamburin og klaver, og en melankolsk poesi vugger gennem alle fem minutter. Præcis som det også er tilfældet i den endnu smukkere, lidt hurtigere »Take My Hand«.

Sidste sang, som fortjener sine egne ord, er »Show Some Mercy«, som er endnu en fortrinlig melodi i et varmt, håndspillet arrangement. Og fælles for alle de nævnte numre er en fuldendt balance mellem patos, melankoli og skønhed samt Estrups såvel sikre som indfølte vokalarbejde.

Mindelser om Midlake

Netop stemmen i de organiske lydbilleder har været med til at skabe sammenligningerne med Crosby, Stills, Nash & Young. Men Dangers Of The Sea lyder faktisk mere, som om de har fået inspirationen filtreret gennem Midlake. Som i »When The Curtain Falls«, hvor tværfløjten sågar lyder som en direkte hilsen til det amerikanske band, som hittede med »Roscoe« for nogle år siden.

Men alt på albummet er dog ikke på niveau med de nævnte sange, og indimellem står albummet stille; bliver til køn, ligegyldig musiceren, og det skyldes hver gang en for svag melodi. Når den ikke er der, er der ikke noget til at løfte instrumenterne, og så falder sangene sammen.

Det sker dog ikke så ofte, at udspillet ødelægges, og Dangers Of The Sea er således et af de tilfælde, hvor musikere fra forskellige bands frisættes af at indgå i en ny konstellation.

Glædeligvis.