Debuten fra 20008 var svulstig, tøndetom sørøverrock, to’eren langt bedre, mere poppet og melodibåren. På nærværende tager The Storm et endnu længere skridt ind i poppens verden.
Disco, synthpop og eurodance kombineret med en bund af simpel rock. Det er dansabelt, storladent og melodierne er kun blevet bedre. Lån, links, inspiration fra det svenske må være kommet fra så forskellige navne som Abba, Kent og E-Type.
Pulsmåleren får lov til at arbejde, det samme gør Pernille Rosendahl for sin plads i lydbilledet. Hun er ikke en stor sangerinde, og hendes vokal bliver stedvist decideret trynet af musikken. Lige som hendes melodistemmer ikke står knivskarpe.
Og de engelske tekster, ja og ak... Men det hele reddes af de smittende, anmasende, skønne og vulgære popmelodier.
