Skizofren 4'er fra Nik & Jay

Hitmagerne Nik & Jay synger, at de er klar til at gå en helt ny vej. Men der sker desværre ikke på deres fjerde album.

Foto: Christian Als

Kunne man andet end bukke sig i støvet for Nik & Jays hitsingle »Kommer Igen«? En herlig popmelodi, kombineret med selvindsigt og rim om samfunds- og politisk kritik.

Det er den skæring, de 12 nye fra nærværende »Engle Eller Dæmoner«, duoens fjerde langspiller, skal følge efter. Hvorfor man med en vis rimelighed kunne håbe på, at de efterhånden var vokset fra deres nonsenslyrik om natteliv, spiritus, mærkevarer og villige damer. At kapitel ét var overstået med opsamlingsalbummet »De Største« (2008).

Desværre har »Mod Solnedgangen«, førstesinglen fra »Engle...« indikeret det stik modsatte. På toppen af en pastiche over Totos monsterhit »Africa« kører Nik & Jay endnu en tur i den tomme manege: »mit liv er crazy daizy, californication, baby baby, dét guddommeligt – amen!« begynder Nik og fortsætter i omkvædet: »Vi væltede hele lortet lige som en strike/Vi har levet vores liv lidt lige som en leg/men nu er jeg klar til at gå en helt ny vej/mod solnedgangen min baby og jeg«.

Det er ikke en ny vej, det er den samme vej, og den virker, men...

Videre går det i »Gi’ mig dine tanker«, som bygger på et sample af Ray-De-Ohh’s »Efterår«: »haha yea, jeg har altid følt, jeg var noget specielt, så’n er det, op med hovedet ud af krisen Nik & Jay baby/Når jeg kikker mig selv i spejlet får jeg altid halvfed/tænk at man kan være så cool??«

Jeg tør ikke citere videre i Niks rim om at være morfar og se tilbage på alt det her. Desværre på et flow, der er så tungt, at selv Østkysthustlers må grine deres bag i laser.

Musikalsk er det et forsøg på at lege med gamle, velkendte toner efter Jay-Z’sk forbillede, men det ender i gru. Det er måske det værste track, Nik & Jay har begået. Heldigvis stikker det ud. Det samme gør de tre engelsksprogede numre, som jeg simpelthen ikke kan se, hvor kommer fra eller hvor skal ende. Det er clubtracks og klart et hint til drømmen om at slå igennem i det USA, der er grundinspirationen for Nik & Jay og deres Nexus-hold af producere, Jon & Jules og Puma.

Men de lyder lige så tarvelige som Akon, selv om jeg må afsløre en lille svaghed for »Crystal«. Jeg mener, hvem kan stå for denne indledning: »I accidentally broke some hearts, knew a bird or two/They love me like they love burgerfood/rollin’ with my princess down the avenue/on top of my shit like a surferdude«.

Mere niveau er der i titelsangen, hvor især Jay reflekterer over, at festen er forbi, »når man er så højt oppe/kan der være langt ned« og »Yep, jeg vil fejre livet & ik’ ta’ noget for givet/men problemet er, at alting har en mørkere side.«

Jay er klart den stærkere mand på vers og flow denne gang, også hans del af »Bølger ved vesterhavet« har sine momenter. Men påfaldende er forskelligheden i de to aktørers linier. Det er, som om de står to forskellige steder i livet. Som om den ene flytter sig, mens den anden holder fast. Også derfor er det den mest skizofrene skive fra deres kant hidtil. Det skurrer lige så meget som manglen på klassiske hits.

Kunstner: Nik & Jay

Album: »Engle Eller Dæmoner«

Copenhagen Records