Sigøjnere på spanden

Den Jyske Opera gæstespillede med »Trubaduren« på Gamle Scene - alt for fattig i det visuelle, men med hele to sangstjerneskud på lydsiden.

Når man selv stammer fra heden og skal se Den Jyske Opera spille inde på Gamle Scene og endda aner hele landets regentpar oppe i logen - så åh: Gid den aarhusianske verdensscene får succes med Verdis tragiske »Trubaduren«!

Det er historien om greven Luna og trubaduren Manrico. Begge herrer elsker lille Leonora rigtig, rigtig højt. Så fordi sigøjnerheksen Azuzena engang har bortført grevens bror og siden viser sig som trubadurens mor, dømmer han let og elegant dem begge til døden. Hvorpå en frygtelig sandhed går op for ham: At trubaduren i virkeligheden var den bortførte.

Ak i enhver forstand. Og visuelt nok for vissen i Den Jyske Operas version.

For hvad forestiller alle de spande, de jordbunker, de høje stiger egentlig? Umiddelbart lidt almindeligt vejarbejde.

Eller måske de fire elementer i form af vand, jord, luft og i allersidste scene så lidt forkølet ild. I mangel af bedre forklaringer.

Alt sammen på en lidt for neutral skærm til baggrund. Og med herrer i nogle uniformer, kun ordensmennesker kan se forskel på.

Sagt på den pæne måde:»Trubaduren« i den jyske udgave er opera, der bæres af sangerne.

Vel ikke så meget Dominic Natoli som trubaduren. Når man ser stort på melodiernes originale højde og sætter dem et hak eller to ned, skal man helst også ku’ synge dem dér.

Men barytonen Lars Fosser som grev Luna bliver af samme grund aftnens bedste herre og får derfor også sympatien over på sin side.

Aftenens bedste er alligevel russiske Yana Kleyn som Leonora og britiske Yvonne Howard som Azuzena. Den første et ungt stjerneskud, men allerede soleklar på selv de højeste toner. Den anden en lidt ældre stemme og om muligt mere gribende i mørket.

Den Jyske Operas seneste satsning er i både trubadur og mol. Men teatersalene landet over vil være taknemmelige for den gode musik, for orkestrets og korets indsats - og især for mødet med Yana og Yvonne.