Sidste udkald fra jazzløven

Afslutningen på den CD-serie, der kortlægger den danske jazzlegende Leo Mathisen, rummer god og interessant musik. Og dertil et sublim teksthæfte om kunstneren og hans tragiske endeligt

Leo Mathisen: »1947-51«»Long Shadows« Fold sammen
Læs mere

De har gjort det igen. Altså folkene bag det lille pladeselskab Little Beat Records. De har sendt et ekstremt gennemarbejdet produkt på gaden. Og denne gang handler det om selskabets ottende og sidste CD – ja, faktisk en dobbelt-CD – i serien om dansk guldalderjazz’ legendariske pianist, sanger, orkester­leder og komponist Leo »The Lion« Mathisen.

Indspilningsrejsen begyndte i 1927, og den ender her i årene 1947-1951.

Stilistisk handler det fortsat om swingmusik, og de indledende to numre, som er med stort orkester, viser Leo Mathisen som en glimrende arrangør, om end musikken med hensyn til raffinement og originalitet ikke er rigtig langtidsholdbar.

Lidt friskere står indspilningerne med mindre grupper fra årene 1947, 1948 og 1949, først og fremmest fordi de giver plads til individuelle præstationer. Der er selvfølgelig nogle fra kapelmesteren på stemme og tangenter, men dertil er det en stor fornøjelse at lægge ører til tenorsaxofonisten Frank Jensen, en mesterlig musiker, som er blevet alt for glemt i den danske jazzhistorie.

Der bliver også plads til en række fine soloklaverindspilninger fra 1948, og så åbner CD 2 med et stykke jazzhistorie i form af en optagelse fra Odd Fellow Palæet i 1950, hvor den amerikanske tenorsaxofonist Coleman Hawkins bliver ledsaget af Mathisens orkester i »The Man I Love« og »It’s The Talk Of The Town«. Amerikaneren er solist hele vejen, og det er så sandelig stor jazzkunst.

Hvorvidt dette udtryk kan benyttes om de fire potpourrier med fællestitlen »Piano Cocktail«, som Leo Mathisen indspillede i 1951 i Finland med en ukendt rytmegruppe, står nok til diskussion. Men ganske charmerende musik, jo, det er det da.

Livsværket bliver afrundet

Endelig bliver Leo Mathisens musikalske livsværk afrundet i 1951 med en række soloindspilninger, optaget i Randers og Stockholm. Og her fastslår pianisten sin mesterstatus. Langt hen ad vejen i den jazzklassiske og hårdtswingende stride-piano-stil, som pianisten overbygger – sprudlende – og – ikke sjældent – skævt og humoristisk.

Det er også her, man oplever Leo Mathisens svaghed med hensyn til at lade sin ivrighed tilsidesætte taktslag og perioder, men også at det er med til at give disse optagelser en stærk originalitet og tilhørende kant.

Men udgivelsen er meget andet end musik, idet den rummer en booklet på ikke færre end 76 sider. Og her får vi i ord og billeder en minutiøs gennemgang af de sidste aktive år samt af den efterfølgende katastrofe. Altså den sære sygdom, betegnet hjernesvind, som ramte Leo Mathisen, og som invaliderede ham psykisk fra 1953 og resten af hans liv, hvilket vil sige til 1969.

Det er en biografisk kortlægning med mange fine interview, blandt andet med pianistens nu afdøde datter, radiomedarbejderen Ann-Britt Mathisen, som ganske gribende fortæller om sin fars – og dermed også familiens – grumme skæbne.

Sammenholdt med musik, ord og billeder fra de foregående syv udgivelser er der tale om en af de bedst researchede og velskrevne musikerbiografier, der er set på dansk grund.

Hvem: Leo Mathisen. Hvad: »1947-51« »Long Shadows«. Little Beat Records/www.littlebeatrecords.dk.