Sidste host fra Blondie

Koncert: BlondieDebbie Harry havde store problemer med stemmen, da Blondies afskedsturné gjorde holdt i København. Men det er svært at forhindre guld i at glimte, også selv om det er gråt.

Når den gråhårede kvinde kneb øjnene sammen og snerrede »Cruise on, motherfuckers« ud over publikum, kunne man stadig ane den farlige blondine derinde et sted bag de kropsnære blonder. Foto: Linda Henriksen Fold sammen
Læs mere

Det er bare ikke specielt nådigt, hvad alderen gør ved én. Dér stod Deborah Harry i 1976 på coveret til »Blondie«, så skarp og skinnende som en nysleben kødkniv. Og hvad bilder de følgende 30 år sig så ind? De har, uden nogen form for positiv særbehandling, forvandlet hende til en 62-årig dame. Det kunne et propfyldt og stærkt entusiastisk Vega konstatere, da Blondies farvel-turné standsede i København tirsdag aften: Her kunne heller ikke guitarist og bandhjerne Chris Stein flygte fra hverken grå hjelm eller topmave solbriller og newyorkerattitude til trods. Det var de to, der i midten af 1970erne fik visionen om Blondie: Et band, der med punkens pågåenhed som brændstof og new wave-bølgens musikalske rummelighed som ideologi skabte i hvert fald en håndfuld af de smækreste popsange, verden endnu har hørt.

Også Harrys sexede look og laserstråle af en stemme var naturligvis uundværlige bestanddele i konceptet Blondie og når den gråhårede kvinde kneb øjnene sammen og snerrede »cruise on, motherfuckers« ud over publikum, kunne man stadig ane den farlige blondine derinde et sted bag de kropsnære blonder. Men det hjalp ikke på sangstemmen eller manglen på samme: Hun havde åbenbart opsamlet en »disgusting cold« et sted på landevejen, og når hun snøvlede »Jeg har virkelig brug for jeres hjælp i aften det ville være godt, hvis I ville synge sangene«, var det ikke bare noget, hun sagde. Den kromlegerede røst, der bærer sange som »Union City Blue« var ikke stort mere end en hosten, og hun slap faktisk betydeligt bedre fra sin rap i »Rapture« end noget andet i aftenens løb.

Trommeslager stjal showet
På trods af disse svære odds lykkedes det faktisk Blondie at gennemføre en gedigen koncert, der hverken var pinlig eller ynkelig. Det var der to årsager til: Ind imellem forsøgte Debbie Harry sig med at rotere lidt med hofterne, men det blev heldigvis ved antydningerne mere end det havde været en vittighed og mere end rigeligt til en kategorisering som ringvrag uden for rækkevidde. Og så udgjorde de fem musikere bag hende bare en stram og kraftfuld enhed, selv om de ikke fik lov til at spille ret højt. Æren tilfalder den evigtunge trommeslager Clem Burke fra den originale line-up, der fuldkommen stjal showet med sit virile og varierede spil, der er rundet af en postpunk-æra, hvor alt var tilladt. Især »Atomic« og »Rapture« var det rene grå guld, drevet frem af et konsekvent, hakkende guitarattack og Burkes pumpende gryder. Også det tidstypiske reggaeeksperiment »The Tide Is High« lå og vuggede fint i vandkanten, og überhittet »Heart Of Glass« skal man altså anstrenge sig umådeligt for at ødelægge.

Tirsdag aften i Vega var dog langtfra nogen generobring af den tabte tid og egentlig heller ikke noget nødvendigt farvel. Koncerten var snarere en værdig påmindelse om, at Blondie engang var det sjoveste sted at være i popland. Det kan være helt okay at låse blikket fast over skulderen, når man gør det uden falbalader og sentimentalitet og når det deromme er så kønt som Debbie Harry og Blondie anno 1976. Vi ses måske aldrig igen, men stol på at vi høres ved.