»Der er dage, hvor det er svært. Selvom du bruger hvert eneste kneb, du har lært«. Jonas Breum kender disse dage. Han besynger dem i stor stil på »Vin Og Våben«, sangskriverens andet udspil i eget navn.
Hvor hans intime solodebut handlede om at finde tilbage til hende, han forlod midt i en parforholdskrise, handler det nu om at genfinde sig selv, efter at dette parforhold definitivt krakelerede.
Her står Breum pludselig som 35-årig fraskilt med delebørn. Af samme grund er det ikke altid let. Han føler den voksnes ansvar, men samtidig banker ungdommens poetiske rastløshed fortsat i hjertet, og sulten efter nattelivets eventyr er stadig stor og uafviselig.
Det er her, i krydsfeltet mellem hverdagens ansvar og weekendens hedonistiske udskejelser på natklubbens dansegulv med sprit i blodbanerne, at albummets elektroniske popsange udspiller sig.
I natten giver sangenes fortæller sig hen til festens rus og drifterne, hvilket får konsekvenser på hjemmefronten: »Man sir det brænder, der hvor der er røg. Du vågnede og det stank af værtshus i mit tøj. Det var ik så meget hvor jeg havde været henne, mere at jeg ikke ville hjem« lyder det på »Det Største Røvhul«. Her handler det om at tage sin del af skraldet for at ægteskabet bristede, snarere end at tvære det hele af på eks’en. Man vedkender sig valgene, man tog, lever med dem på godt og ondt, tager følgerne som en mand.
Men sangene omhandler i lige så høj grad det vanskelige skridt, det er atter at bevæge sig ud på dybt vand, gå all in på en ny, skræmmende forelskelse og herved forsøge at aflive Romeo & Julie-myten om, at der kun findes én eneste ene derude. Komme overens med sine emotionelle lig i lasten og finde en ny sti at gå ud af.
Gadekryds
Musikalsk fremstår Breum som et gadekryds mellem Marie Keys bittersøde electropop, hvor de private erfaringer i discokuglens lysende skær ligeledes udpensles råt for usødet, og Peter Sommers mørkrandede, pulserende elektroniske skilsmissesange fra udspillet »Alt Forladt«.
Helt på kollegaernes niveau befinder Breums melankolske selvransagelsespop sig dog ikke, da den til tider tenderer en uklædelig selvhøjtidelighed. Navnlig på førnævnte »Det Største Røvhul«, den pulserende »Under Vand« og »Romeo« med dens ulideligt kække refræn, tipper skuden faretruende over mod det prætentiøse og charmeforladte.
Så er Breum mere vedkommende i albummets nøgne stunder, som det ætsende titelnummer, hvor skurrende elektronik og en spinkel klavermelodi dynamisk komplimenterer hinanden med et smukt resultat til følge, og den pastorale vuggevise »Elsker Dig«, der tyst og stilfuldt runder albummet af. Her lykkes det for alvor for Jonas Breum at indfri de tårnhøje ambitioner, udgivelsen lægger for dagen.
Men sådan er det. Nogle dage er bedre end andre. Det må man bare acceptere.
Hvem: Jonas Breum
Hvad: »Vin Og Våben«, No3
