Leif Ove Andsnes ligner et Guds ord fra landet, som man siger. En dreng på 43 år med uskyld i blikket og afvæbnende kropssprog.
Han er det næsten også! Født i Karmøy på den norske vestkyst, uddannet på konservatoriet i Bergen, rundet af vestlandets rige musikliv.
Så han bekræfter en gammel og dybt sympatisk sandhed: At de største sjældent gør det store væsen af sig. Nykker er forbeholdt de næststørste.
For når man sidder på Islands Brygge en fredag aften, når man ser ham foran flyglet i Mogens Dahl Koncertsal og hører den nybagte far til tvillinger på få meters afstand – så møder man musik fra en anden verden.
Andsnes tager snart på turné til klodens største koncertsale og prøver sine programmer af for tiden. Det er programmer med Beethovens klaverværker i fokus. Stort anlagte og yderst krævende programmer.
Og som han dog spiller de stykker! Hør dem endelig ved udsendelsen i P2 inden længe!
Fuldendt fokus
Dét med hans fokus skal tages meget bogstaveligt. Nordmanden sidder måske nok i midten med et par hundrede tilhørere omkring sig. Men han lader ikke én eneste sats, ikke én eneste tone handle om andet end musikken selv.
Han gør sig til redskab for den, kan man sige. Han forsvinder ind i Beethovens verden og lader lytterne forsvinde med.
Grundstemningen er en slags tryghed. Leif Ove Andnes er den ærlige og redelige musiker. Man kan altid mærke, hvor værkerne bærer hen: Hver eneste bevægelse virker som i fuldendt balance. Hver eneste detalje finder sin egen plads i helheden.
Vel at mærke i et arrangement på to timer.
Og magien rent musikalsk består i hans utrolig klare gengivelse af alt. Selv den mindste overraskelse gør pludselig en kæmpe forskel. For eksempel når man hører hans negle på tangenterne.
Leif Ove Andsnes rører også sjældent pedalen. Og han rører den aldrig for en sikkerheds skyld. Hans stil kan i den retning være tør som en András Schiffs.
Han kan i særlige stunder endda være bedre end musikken selv. En kluntet klang fra Beethovens hånd, en ikke helt velanbragt tone, en knap så stærk idé – og den falder nådesløst for Andsnes’ næver. Hans teknik og dybe indsigt afslører alt.
Og hele tiden dette særlige træk: Hans næsten permanente modspil til klaverløviske. Man kunne stå lige bag den mand i en kø og ikke lægge mærke til ham.
Jordrystelsen
Hvilket alt sammen kunne blive lidt anstrengende, hvis ikke det klare og visuelt anonyme var pakket i silke.
Den norske virtuos spiller blødere end Vestlandets blideste bakker. Og dét er som bekendt det vigtigste ved klaverspil. Alt skal lyde blødt.
Så der kommer samtidig noget stoisk over Beethovens stil sådan en aften. Wienerklassikkens marmorverden er kun lige forbi, mærker man. Paryktidens pudrede ydre er kun lige begyndt at krakelere.
Noget stoisk – i hvert fald til en begyndelse.
For da tre lidt tilknappede og knap så kendte stykker er spillet til ende, går »Appassionata« fra 1806 i gang. De stærke rytmer virker helt fantastiske i den lille sal. Som et kontinent i pludselig bevægelse.
Paradokset står ved magt: At nogen kan være så diskret af væsen og samtidig spille så fortryllende. Ens hjerne vil ligesom ikke tage det ind. Man tager måske ligefrem sig selv i at stille spørgsmålet: Er den mand egentlig så god igen?
Ja. Han er om muligt bedre. Og ovationerne på Islands Brygge hin fredag var ikke bare stående, men også de varmeste længe.
Måtte denne dybt sympatiske ambassadør for nordisk musikliv få samme modtagelse derude.
Hvem: Leif Ove Andsnes.
Hvad: Beethovens klaversonater nr. 11 og nr. 28 samt Variationer op. 34 og »Appassionata«.
Hvor: Mogens Dahl Koncertsal, fredag. Sendes på P2 inden længe.
