Seks stjerner til virvarets virtuos

Med »Bad As Me« har Tom Waits begået et hovedværk. Ikke bare i sit eget katalog, men også i de seneste ti til tyve års musikhistorie.

Ingen over og ingen ved siden af. Tom Alan Waits er tilbage med et på én gang kaotisk og kontrolleret udspil. Billedet er fra en koncert i Amsterdam. Arkivfoto: EPA Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tiden har trukket spor i hans ansigt. Det er gået fra at være elegant foldet til noget, der bedst kan betegnes som et fjæs. Slidt, lædret, grimasserende.

Men hvor 61-årige Thomas Alan Waits er blevet ældre og ældre at se på, så har hans musik foretaget noget, der ligner en modsatrettet bevægelse.

I 1973 debuterede han således med en samling røgblå, let resignerende sange fra klaveret bagest i baren. Det var smukt, atmosfærefyldt, altmodisch, og at det var en fyr på bare 24, der stod bag, det kunne kun undre. Men derfra er Waits paradoksalt nok blevet yngre og yngre i sit udtryk. Hvis man altså ved ungdom forstår energisk, legesyg, idérig.

Ordene er i hvert fald dækkende for store dele af »Bad As Me«, der er det syttende album fra Waits - og hans første udspil med udelukkende nye sange siden 2007.

Alle om bord!

»Chicago« lægger for i et hæsblæsende tempo, hvor saxofoner puffer, bluesguitarer prikker, hænder klapper, og det hele gynger og groover, mens Tom Waits råber »All aboard! All aboard!« Men lytteren er knap nok nået om bord, før »Raised Right Men« tager over og banker et kantet, industrielt klangrum op, hvor såvel stemning som stemmeføring og titel synes at være en hilsen til Nick Cave And The Bad Seeds’ »Red Right Hand«.

De øvrige sange i den viltre afdeling fungerer mindst lige så godt, og »Hell Broke Luce« er faktisk en af de stærkeste sange, Waits har signeret til dato.

»Listen to the general/every goddamn word/How many ways can you polish up a turd«, lyder det her, mens elguitarer skurrer, gnistrer og buldrer imellem håndklap og maskingeværsalver.

Det er marchsang og eksperiment i fuldendt forening, og udgangsordene »What’s next?« kan høres som en kritik af USAs evigt aggressive udenrigspolitik.

Bøjet, blændende

Men typisk for albummet kontrasteres og forstærkes det blodhidsende indslag af en velplaceret, underskøn ballade. »New Year’s Eve« er således en lise med spansk guitar, trækharmonika og blanke horn. Og det er som om, Waits’ ungdom nær den mexicanske grænse spiller med, ligesom det er tilfældet i »Pay Me« og »Put Me Back Back In The Crowd«.

Disse sange er sødmefyldte, men aldrig klæge, og bliver kun smukkere af at optræde side om side med sange som »Hell Broke Luce« og »Same Kind Of Bad As Me«, der med skrammelpercussion og horn lyder som et glemt nummer fra Waits-hovedværket »Swordfishtrombones« fra 1983.

Men med »Bad As Me« er et nyt kommet til. Begavet, stemningsfuldt, uberegneligt, fyldt med stærke melodier og forløst med fabelagtig musikalitet, der bøjer rock’n’roll, ballade, blues, texmex, 50er-pop og avantgarde sammen som det simpleste i verden.

Og midt i de forbløffende korte, klart producerede numre står Waits, der aldrig har sunget bedre og mere varieret end her. Et sted lyder hans velkendte growl som en skovlfuld grus, det næste er han indfølt, silkeblød, det tredje forsøger han sig søreme med falset. Som er den rustne skovl med ét blevet forsølvet.

Men Waits er og bliver en acquired taste. For novicer vil det tage tid at tage »Bad As Me« til sig, men de vil ende samme sted som de mangeårige fans. Med et hovedværk mellem hænderne og i ørerne. Fra manden med fjæset og den lyslevende musikalitet. Uforligneligt.