Seks stjerner til Julemand Petersen

Jonas Petersen har skrevet et mesterværk af et julealbum, der kan høres året rundt. Spørgsmålet er, om der nogensinde er skrevet så smukt et album om højtiden.

»Endurence in Christmas Time« fra Hymns From Nineveh har mange fine sange af vælge imellem, som hver især imponerer med Jonas Haahr Petersens gribende stemme. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En af året bedste nyheder i dansk musik hedder noget så prunkløst som Jonas Haahr Petersen. Han er manden, hvorom alting drejer i Hymns From Nineveh, et debuterende orkester der allerede én gang i år har begået et mindeværdigt album. Her følger så endnu et af tilsvarende kvalitet. Et album navnkundigheder som Leonard Cohen, Bob Dylan og Paul Simon ville elske. For den lyriske dybde og de skønne harmonier på toppen af helt nøgle, organiskspillede melodier er imponerende.

Hr. Petersen er i kunstneriske kredse noget så sjældent som en troende kristen, og han gør tilmed brug af troen i sine pennestrøg. Således også på nærværende - julens med distance bedste årstidsudgivelse i blandt de 16 - jeg har haft ørene i. Deriblandt de to internationale storsælgere, teenagefænoment Jusin Biebers »Under The Mistletoe« og crooneren Michael Bublés »Christmas«.

Disse udgivelser er som de fleste mestendels sammensat af indspilninger af i forvejen kendte juleklassikere, hvilket også gør sig gældende for Carole King, She And Him, opsamlingsskiverne »Rock It At Christmas«, og »Noel! Noel!! Noel!!!« samt udgivelser fra Per Nielsen og Kirsten Siggaard.

Sådan spiller klaveret ikke for Hymns From Nineveh, sådan spiller albummets andet hovedinstrument, den akustiske guitar, heller ikke. Med en enkelt undtagelse, »A Silent Asylum«, har Jonas Haahr Petersen begået samtlige 13 skæringer fra idé til finale.

Julesange og album slår ofte en helt speciel, sentimental stemning an. Det skal være lige til kanten, hvad angår banaliteter, tilsvarende højstemt og spækket med billeder af hvid sne, smilende julemand og uforfalsket kærlighed.

Smuk og følsom

Hymns From Nineveh er mere til. Først og fremmest er musikken helt fantastisk, så smuk og følsom, så enkel og alligevel ubegribelig stor. Af decideret pophitværdi - som i traditionen Bing Crosbys »White Christmas« eller Whams neoklassiker »Last Christmas« - er der kun en brøkdel i den smukke titelsang, der lyrisk samler op på dem, vi har mistet, og i samme ombæring knytter en kommentar til tidsånden. Eller rettere konstaterer at vi lever i en tid, hvor vi netop har tabt ånden og retningen. Tilsvarende er der noget saligt og ørehængende i den Dylanske »Christmas Is Here«, der begynder sådan her: »Christmas is here/but what do you care anyway/war isn’t over at all/you say and walk away«

Der er så mange og fine sange at vælge imellem. »The Same Old Snow Grounds« sender musikalske hilsner til Paul Simon med sit sparsomme arrangement af primært akustisk guitar og hr. Petersens gribende, varme og letrustikke stemme. Tekstligt er især versene fremragende. Lad mig fremføre et eksempel: »We used to meet at the cemetary/as the church bells ring/all our weary christmas sorrows/dissolved when we sang/wish you were here/I whish you were here/as the church bells ring/all my weary christmas sorrows come to me when I sing«.

Jeg kommer til at høre dette album året rundt. Og jeg ville ønske for Jonas Haahr Petersen og Hymns From Nineveh, at det næste år kom ud i den ganske verden. For det er simpelthen i en klasse, der har niveau til - og fortjener - international anerkendelse og udbredelse.