Damerne kaster buketter op mod Tivolis scene.
Roberto Alagna griber dem, samler dem på podiet med farverne udad og kaster begejstringen tilbage med en af hjemlandets vemodigste viser. Kald det stil!
Roberto Alagna er franskfødt førsteelsker, en af tidens mest efterspurgte tenorer, kendt for sit stormfulde ægteskab med kollegaen Angela Gheorghiu til højre hånd og skandalepressen til venstre.
Men når han står foran Tivolis Symfoniorkester og giver den som superhelt fra operaer på fransk og italiensk, bliver han så meget mere. Hans alder lige i midten, hans vindende væsen og gennemførte professionalisme, hans runde ansigt og lysebrune lokker og overskuelige højde finder ind til alle.
Det bliver en aften om kønnenes små spil og store drømme. At høre ham på begge modersmål er også ret sjovt: Sangene på italiensk giver hans franske sjæl historie, sangene på fransk giver hans italienske sjæl ånd.
Stemmen taler for sig selv. Den er enestående åben, ubesværet. Han ejer alle de høje toner, men kan også støde med kraft i de dybe - og selv hans tyste mezza voce uden vibrato og operahejs lyder stadig sundere end mange forlystelser udenfor.
Alagnas sceniske nærvær er lige så bevægende. Han kan plante benene i det brede spor og hænderne i brystet, stirre uforsonligt mod overmagter under Tivolis loft, lade alle føle sig hensat til en »Othello«, en »Carmen«, en »Romeo og Julie« under sydlige strøg.
Det største bifald
Men han kender også fremmedgørelsens lise: Det største hit fra »Elskovsdrikken« får et par ord med på vejen. Han siger dem lavt, udramatisk, som en kort orientering - tager ligesom masken af et øjeblik og viser hele machoens mediterrane overdrev som et skuespil. Det er med til at gøre aftenen helt speciel.
Arrangementets største øjeblik? På en vis måde en arie fra broderen David Alagnas værksted. Komponisten kender hans stemme ud og ind og lader alle træblæserne bagved lyse som en glorie om netop den. Aftenens største bifald og gentagelse.
Ekstranumrene bliver bare ved og ved. En sang fra »Eugen Onegin« på russisk, så en fra »Perlefiskerne«, så serenaden fra »Don Juan« med tjekket mandolinspil. Til sidst alle blomsterne. Og den vemodige.
Ingen indvendinger? Når nu Alagna selv undgår de mest sønderspillede hits - så behøver dirigenten og hans orkester altså ikke fylde resten af koncerten med dem.
Nej, glem det. Seks stjerner til ham. Og han kan ikke kaste tilbage denne gang - hæ!
