Sej sangkunst fra sej spirrevip

Den britiske sanger Jamie Cullum er tilbage på jazzstien, uden at være tilbageskuende eller stå i stampe. Det er tidløst charmerende.

»Interlude« af Jamie Cullum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den nu 35-årige britiske sanger og pianist Jamie Cullum har siden årtusindskiftet – med sit solide fundament i jazzmusik – til stadighed konsolideret sit fodfæste på den internationale musikscene. Han har fået et betragteligt publikum, også langt uden for jazzens gængse rammer, og helt klart er der belæg for hans superstjernestatus.

Jamie Cullum er en lille og sej spirrevip, altid veloplagt og charmerende og dertil – både som entertainer og crooner – udstyret med en herligt flabet energi og en umiskendelig musikalitet.

Det er gennem årene blevet til indspilninger af såvel nye som veletablerede værker, ofte med en rockmusikalsk farve og tyngde, og så fastslår han på sin nyudgivelse, at han fortsat har godt greb om jazzen. Helt uden at være nostalgisk, tværtimod, der er så ubetinget tale om lige-her-og-nu-musik.

Jamie Cullum har nu primært overladt tangenterne til den glimrende pianist Ross Stanley, og dertil får sangeren masser af smagfuldt og nuanceret orkesterledsagelse.

Der bliver lagt ud med »Interlude«, som baserer sig på Dizzy Gillespies bebop-klassiker »A Night In Tunisia«, og den leverer Jamie Cullum sikkert og originalt, inden han fortsætter med Ray Charles’ »Don’t You Know«. Helt i ophavsmandens råswingende stil og ånd.

Og generelt er der tale om et stilistisk godt miks af sange, der også omfatter et par bemærkelsesværdige duetter. Det bliver til en fin lille hilsen til salig Billie Holiday, når Jamie Cullum i »Good Morning Heartache« går i smuk dialog med den britiske soulstjerne Laura Mvula, og så møder den lille britiske crooner tidens store sorte stemme, amerikaneren Gregory Porter, i en på én gang pompøs og følsom version af »Don’t Let Me Be Misunderstood«.

I den romantiske afdeling får vi en smuk udgave af den altid smukke ballade »My One And Only Love«, og det bliver også til en gang ægte og sej old-time-music i den gamle traver »Lovesick Blues«. Og med Ross Stanleys fine klaverledsagelse leverer Jamie Cullum slutteligt en intim, neddæmpet og yderst troværdig version af Jule Stynes »Make Someone Happy«. Jo, der er da grund til at blive glad.

Hvem: Jamie Cullum.

Hvad: »Interlude«. Island Records/Universal.