Secondhand a la Slowhand

68-årige Eric Clapton, der nu har været på banen i 50 år, har plukket lidt i det store bagkatalog af pop, rock, blues, jazz, reggae, soul, folk og film for at sætte sin signatur på samme.

Eric Clapton: »Old Sock«. Bushbranch/Polydor/Universal. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var tilbage i 1963, at den 18-årige britiske guitarist Eric Clapton blev medlem af gruppen The Yardbirds. Og resten er historie.

Med tilnavnet »Slowhand« fik Eric Clapton sat en standard for det moderne på én gang virtuose og emotionelle blues/rock guitarspil, og hans stjernestatus skulle også snart omfatte rollen som vokalist. Nu har han vel ret beset aldrig haft den helt store stemme, men den rummer da personlighed og troværdighed og – med årene – ægte crooner-kvaliteter.

Det er klart, at Eric Clapton ikke længere har brug for at kridte nogen som helst bane af. Nu vil han bare spille, hvad der i hans voksne alder falder ham ind. Kort sagt – den gamle »Slowhand« har været i tur i musikkens store »secondhandshop«, uden at det af den grund er kommet til at lugte af mølkugler. Tværtimod.

Den veloplagte mand i midten

Bortset fra et par nyskrevne og rockmusikalske ting fra sangskrivertrioen Doyle Bramhall II/Justin Stanley/Simon Climie har Eric Clapton grebet fat i bagkatalog-værker over en ganske bred populærmusikalsk front, og dertil omgivet han sig med diverse flotte kombinationer af musikere, vokalister og producere.

Men Eric Clapton er dog ubetinget manden i midten, som veloplagt åbner ballet med Taj Mahals »Further On Down The Road« i elegant reggae-regi med ophavsmanden selv på banjo og mundharmonika, hvorefter J.J. Cale får lov til at spille guitar og synge med på sin egen hidtil uudgivne sang fra 1981, »Angel«.

Dermed er vi kommet godt inden for i den musikalske bolchebutik, hvor det blandt andet gør godt at indtage den sentimentale countryklassiker »Born To Lose« helt uden kunstige tilsætningsstoffer samt at gynge med på Leadbellys basalt folkemusikalske og uopslidelige »Goodnight Irene«.

Og selvfølgelig bliver der plads til noget blues, ja, faktisk en nutids-klassiker i form af Gary Moores pompøse hit »Still Got The Blues«. Og her handler det slet ikke om at overgå den afdøde ophavsmand i opvisning. Nej, der bliver primært gjort plads til noget dejligt hammondorgelspil fra Steve Winwood plus strygere, inden Eric Clapton selv – respektfuldt – slipper sine strenge løs i flotte, men aldrig svulstige, formationer. Ja, langt hen ad vejen er det den stil, guitaristen anlægger ved denne lejlighed. Ofte som en afrunding på en sang – som en diskret, men uomtvistelig, »Slowhand«-signatur.

I den let kuriøse afdeling leverer Eric Clapton og Paul McCartney en charmerende duet i en muntert swingende udgave af den gamle jazz-traver »All Of Me«.

Og selvfølgelig tager crooneren Eric Clapton lige en tur over den store amerikanske sangbog i form af et par udødelige film- melodier, begge fra 1937. Jerome Kern & Oscar Hammerstein IIs »The Folks Who Live On The Hill« er bare uforfalsket romantik, og som en perfekt afslutning på albummet får vi George & Ira Gershwins »Love Is Here To Stay«, som i øvrigt var den sidste melodi, George Gershwin skrev inden sin alt for tidlige død. Men også ved denne lejlighed bliver det bekræftet, at såvel kærligheden som musikken er kommet for at blive.