Scarlet Pleasure får den lækre pop til at flyde

Danske Scarlet Pleasure sigter selvsikkert efter stjernerne på deres længe ventede debutalbum, »Youth Is Wasted On The Young«.

Scarlet Pleasure – fra venstre Alexander Malone, Emil Goll og Joachim Dencker – rammer stilsikkert og overbevisende poptonen på debutalbummet »Youth Is Wasted On The Young«. Foto: Sara Gangsted Fold sammen
Læs mere

Pop har altid handlet om singler.

Nogle kunstnere får jackpot en enkelt gang for så efterfølgende at gå i glemmebogen, mens de popnavne, der bliver hængende, er dem, der kan levere en kontinuerlig strøm af hit.

Danske Scarlet Pleasure er et godt eksempel på, hvor langt man kan komme med en stribe brandvarme singler.

Sidste sommer måtte Tivoli lukke portene, da bandet spillede på Plænen – den maksimale kapacitet på 38.000 mennesker var nået. Sidste år stod de bag Citybois’ debutsingle og i år optrådte de med egen musik i årets X Factor-finale. Om halvanden måned spiller de gudhjælpemig på Roskilde Festivals Orange Scene.

Et ret massivt gennembrud, som altså alene er kommet på baggrund af debut-EPen »Mirage« fra 2014, en stribe singler og så selvfølgelig trioens spøjst sammensatte udtryk, der skamløst blander funky, neonfarvet 80er-pop med 90ernes boyband-look og ditto fraseringer i en produktion, der placerer dem solidt i 10ernes poplandskab.

Først nu er de klar med debutalbummet, »Youth Is Wasted On the Young«, der ud over at samle tidligere udgivne hits som »Windy«, »Heat« og »Wanna Know« byder på en stribe nye sange.

Og lad os bare sige, at det talent, de hidtil har udvist for at lave fængende, velproduceret og frem for alt festlig popmusik, ikke fornægter sig.

En kriminelt cremet R&B-falset

I forsanger Emil Goll har Scarlet Pleasure lidt af et es. Ikke nok med at han rocker Danmarks skarpeste Nick Carter-frisure – herhjemme også kendt som Sjælør-gardinet – er han en blændende popsanger med en kriminelt cremet R&B-falset.

Han kan både lave melodier, der svinger røven ud af bukserne på numre som »Blow« og »Heat«, men han kan også lægge de lifligste harmonier på vignetten »Inferno«.

Som sådan lægger Emil Goll sig i et musikalsk kontinuum af sangere, der begyndte med Michael Jackson og siden fortsatte med disciple som Justin Timberlake, The Weeknd og – måske i lidt mindre grad – Frank Ocean. Jeg hører lidt af alle disse navne i Scarlet Pleasures musik, og det er ubetinget ment som en ros og en cadeau til gruppens evner som popsnedkere.

Der er ikke mange herhjemme, der har evnerne til at ramme det her udtryk på så overbevisende manér.

Den klare signatur

Det åbenlyse talent understreges yderligere af, hvem de har samarbejdet med på pladen.

Et par numre er lavet sammen med amerikanske Om’Mas Keith, der har arbejdet tæt sammen med netop Frank Ocean på R&B-mesterværket »Channel Orange« (2012), et andet nummer er lavet med Lukas Grahams sangskriverpartner Stefano, et tredje med Ronni Vindahl (manden bag Møs debutplade) og endelig har gode gamle Nik & Jay været inde over »Heat«.

Alligevel stritter albummet ikke unødigt, og det vidner om et band, der har en klar idé om egen lyd, styrker og signatur.

Der hvor Scarlet Pleasure – der ud over Emil Goll består af bassist Alexander Malone og trommeslager Joachim Dencker – stadig har lidt vej igen, er på tekstsiden, der i bedste fald er funktionel. Lige på den front kommer bandet altså ikke i nærheden af forbillederne.

Men mindre kan bestemt også gøre det, når popsinglerne flyder så lækkert som her.

Hvem: Scarlet Pleasure

Hvad: »Youth Is Wasted On the Young«, Copenhagen Records