Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.
Man glemmer tit, at Saybia har solgt over en halv million eksemplarer af deres to første plader i ind- og udland. Hvilket betydeligt flere, end Kim Larsen gjorde i samme periode. Og rigtig mange flere end Kashmir, Mew, Raveonettes, Tim Christensen og resten af Saybias jævnaldrende kolleger. Eksilfynboernes naturlige uvilje mod at tæske løs på bongotrommerne hver gang et skarpt salgshjørne rundes tjener dem egentlig til ære. Det samme må siges om deres evne til igen og igen at bide kritikernes kollektive sabelhug i sig uden at kny.
Det er 13 år siden, at Saybia varmede op for Dizzy Mizz Lizzy i hjembyen Nyborg i 1994. Dengang var de ingenting. De første ni år af deres eksistens, var de for hr. og fru Danmark så godt som ingenting. Kun på de indre linier var de noget, ikke mindst ihærdige og urokkelige i deres tro på kvaliteten i egne sange, og på at talentet rakte til en karriere i dansk musik.
Debuten »The Second You Sleep« (2002) var betaling for årenes slid og daglige utopier. Med sin perlerække af singlehits, skabt af gode men lidt for publikumsvenlige melodier sunget hjem af Søren Huss engleklare stemme, var debutalbummet en killer i dansk pop og rock fra dag ét. Opfølgeren, »These Are The Days« (2004), var en lettere, musikalsk kovending væk fra det hitorienterede til det mere organiske og sammenhængende album uden de helt store singler. Et tilsvarende stilskift som f.eks. det fremragende svenske popband The Cardigans fuldbragte med fantastisk succes. Man kunne dog stadig høre, at det var Saybia, men det var et andet Saybia. Et band i udvikling hvilket bevirkede, at langt fra alle sangene havde fundet deres optimale udtryk.
Når man i dag lægger øre til album nummer tre, »Eyes On The Highway« står det endnu mere klart, at Saybia lige siden succesen med debuten har været på en musikalsk dannelsesrejse. Og først nu synes de at være nået til en afklaring, som giver 100 procent mening. Hvor Saybia hidtil har været bandet, der har stået med et ben i både poppens suppedas og rockens udfordringer, har de på nærværende fundet en ro. Her lefles ikke, her lades ingen i stikken. Skiven er så helstøbt, som man overhovedet kan tillade sig at forvente fra Saybia på baggrund af deres hidtidige karriere.
Og hvordan lyder så det? Ja, det første indtryk er et Saybia, som har perfektioneret selve bandsammenspillet, som for alvor blev introduceret på toeren. Ganske overraskende har det bevirket, at det ikke længere er Søren Huss, der gør hele forskelle på de enkelte numre. Vist betyder hans stemme meget, og selv om han stadig præsterer på nærværende, lyder hans stemme anno 2007 faktisk mindre godt og langt mørkere end på såvel bandets to studieplader som på den i øvrigt rigtig fine live-ep fra 2003, hvor han indiskutabelt sang som en verdensstjerne.
Der synes endvidere at manifestere sig et overskud i Saybias sammenspil. De ved, hvor de skal hen, og de er således, i modsætning til tidligere, ikke nødsaget til at anstrenge sig for at finde hinanden i musikalske halvvejsløsninger og småtarvelige kompromiser. Det kører, det lyder stramt og løst i kanten på samme tid. Overskuddet er ikke bare hørbart i sammenspillet, men i dén grad også i gruppens melodier. Under de første gennemlytninger tænker man ikke umiddelbart på de nye sange som potentielle hits. Men tro mig, det bliver de ganske langsomt, som gennemlytningerne skrider frem. I den kontekst er den allerede udsendte førstesingle, titelnummret »Eyes On The Highway«, ret beset det mindst hit-mindede og tillige det dårligste nummer på pladen. Der er nogle melodier på denne plade, som vækker minder om Skandinaviens største melodimagere, det svenske rockband Kent. Melodier som svinger mere i versene end 95 procent af de omkvæd, der hitter rundt omkring på det danske radionet for tiden.
»Eyes On The Highway« er den plade, Saybia har brugt mest tid på. Godt et par år, hvor de i samme periode har bygget eget studie på den gård uden for Køge, de indkøbte for nogle af de midler, der væltede ind i kølvandet på debuten. Sammen med Rune Nissen-Petersen har Saybia selv produceret pladen. De har således haft hands-on på alle processer i pladeforløbet, og det kan høres. Arrangementer, talrige små og større nuancer, lydbillede. Alt er gennemarbejdet, og uanset om talen falder på balladen eller på det svulstige rocknummer, emmer sangene af et Saybia i sync med sig selv.
Hvor nerven i Saybias musikalske udtryk tidligere alene er kommet til udtryk igennem Søren Huss vokalindsats, er det her et gennemgående fundament igennem alle sangene. Det afkræver respekt. Og forhåbentlig møder Saybia sit publikum live med en helt ny og langt mere udadvendt stolthed, når materialet skal præsenteres ikke bare på de danske, men også udenlandske scener. Det skylder Saybia sig selv.
Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.
Med venlig hilsen
Berlingske Tidendes Netredaktion
