Det er siger og skriver mere end 16 år siden, Ed Kowalczyk for alvor surfede ind i musikkens rampelys på bølger skabt af hitsinglen »I Alone« fra samme års rigtig udmærkede »Throwing Copper«-album. Dengang var den kronragede sanger med den klassiske rockvokal frontfigur i Live - et mere light og mainstream offspring fra den dengang særdeles frodige, amerikanske rockscene. Hvis man kan forestille sig et kristent rockorkester i det musikalske krydsfelt mellem U2s stadionrock og Pearl Jams massive knytnæve, ja, så siger facitlisten Live på en af deres bedste dage.
Kvartetten gik først fra hinanden sidste år, angiveligt pga. Kowalczyks ego, som var for stort til at dele penge og scene med de andre. Som nu i maj måned i øvrigt sagsøgte deres nu tidligere sanger for manglende udbetaling af publishinghonorarer.
Alt imens har Kowalczyk holdt fokus på musikken.
Resultatet er den aktuelle debutskive »Alive«, som naturligvis refererer til fortidens meritter, til nutiden og til håbet om en forestående fremtid i eget navn. Lighederne med Live er da også ganske store i musikken, for Kowalczyk tager ingen chancer. Det er storladen, patosbefængt rockmusik skabt om enkle akkorder og temaer fra hjertet, familien, ham selv og manden i det høje.
Ed Kowalczyk er stadig en glimrende sanger, han har nerve og hjerte i - og under sine fraseringer, derom er man ikke i tvivl. Men rigtig interessant bliver »Alive« alligevel aldrig. Dertil er sangene for meget mellemvare: præget af endnu flere floskler og bygget op som titusinder af andre på rockens, amerikanske midterrabat.
