Hvem er jazzhistoriens betydeligste sangerinde? Ingen tvivl om, at salig Billie Holiday med sit på én gang stærke og sårbare udtryk fortsat fascinerer og inspirerer. Men når det handler om musikalsk disciplin og virtuositet, som dog på intet tidspunkt sætter et varmt og menneskeligt udtryk over styr, ja, så forbliver Ella Fitzgerald bare uovertruffen. 15 år efter hendes død er der ingen, der kan true hendes position som »The First Lady of Song«. Til trods for en uskolet stemme er intonationen klokkeklar, og hvad angår register overgår hun de fleste operasangere. Den navnkundige tyske baryton-mester Dietrich Fischer-Dieskau hører da også til hendes største beundrere.
Ella Fitzgeralds livsbane bevæger sig helt efter den store amerikanske drømmebog, altså en fattig, omskiftelig og grum opvækst, der vender 180 grader, da hun som 17-årig stiller op til en amatørkonkurrence på Apollo Theatre i Harlem - og vinder - for kort efter at blive hyret af trommeslageren og kapelmesteren Chick Webb. Succesen fortsætter, og berømmelsen bider sig fast med hendes 1938-version af børnesangen »A-Tisket, A-Tasket«.
Med den nye bebop-musik i 1940erne udvikler Ella Fitzgerald sit talent for at improvisere som en instrumentalist, ikke mindst via den ordløse scatsang. Men alligevel bliver det først, da hun fra midten af 1950erne indspiller »den store amerikanske sangbog« - altså værker af sangskrivere som Cole Porter, George Gershwin og Richard Rodgers - at hun sætter milepæle i musikhistorien. Og sideløbende får den ret så sky Ella Fitzgerald udviklet sit talent for at gøre en koncert intens og uforglemmelig. Den mest berømte finder sted i Deutschlandhalle i Berlin 13. februar 1960. Og den er mildt sagt et genhør værd.
Via et strejftog i amerikanske klassikere kulminerer koncerten med en version af »Mack the Knife« - altså den »Mackie Messer«, som 32 år tidligere er skabt i samme by af Kurt Weill og Bertolt Brecht. I sin version refererer Ella Fitzgerald til to populære indspilninger - med Bobby Darin og Louis Armstrong, og efter nogle vers glemmer hun teksten og kaster sig så ud i en forunderlig leg med ord og toner - herunder en herlig og kærlig parodi på Louis Armstrong. Og i lighed med Bobby Darin intensiverer hun sangen ved for hvert vers at løfte melodien en halv tone. Ikke ufortjent indbringer denne »Mack The Knife« sangerinden en Grammy Award. Og koncerten i Berlin slutter med en otte-minutters-up-tempo »How High The Moon« med en sprudlende scat-tour-de-force - i fantastisk samspil med trommeslageren Gus Johnson.
På en aktuel genudgivelse er der tilføjet relevant ekstramateriale, primært en fremragende koncertoptagelse fra Frankrig i 1959 - med en skøn, langsom version af »My Heart Belongs To Daddy«.
Med årene bliver Ella Fitzgerald - grundet diabetes - mere og mere skrøbelig. Hun bliver næsten blind og får - få år før sin død som 79-årig i 1996 - amputeret begge ben. Men selv om hun må geare ned med det mere halsbrækkende materiale, bevarer hun i hvert fald i 1980erne både stemme og værdighed. Det bliver til et fint samarbejde med guitaristen Joe Pass, og deres sidste duo-album, »Easy Living« fra 1986, står yderst smukt. Strengelegen er æstetisk og fornemt afmålt efter vokalisten, og Ella Fitzgerald kan fortsat swinge, ja, endog ganske løssluppent i »Love For Sale« og »On A Slow Boat To China«. Men det er i balladerne, at der opstår et helt særligt nærvær. Her mærker man en uophørlig kamp mod et svigtende helbred, samme kamp, som gav Billie Holiday en særlig magi i sit foredrag. »My Ship«, »My Man« og »Moonlight in Vermont« er Ella Fitzgeralds fuldkomne fusion af fryd og smerte.
