Sange på langfart

Lise Westzynthius synger nu på dansk, men hverken ord eller toner rammer helt rent.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sart, stilfærdig, skønhedssøgende.

Sådan kan den musik, Lise Westzynthius hidtil har skabt, beskrives. Og på hendes andet album, »Rock, You Can Fly« fra 2004, fandt det hele sammen i et udtryk, som nok var florlet, men også slidstærkt.

Dengang sang Westzynthius på engelsk, og hendes lyse, æteriske stemme fungerede i højere grad som et instrument blandt andre end som et fortælleværktøj. På »Tæt på en kold favn« er hun imidlertid skiftet til dansk, hvilket giver en helt anden lytteoplevelse. Ordene kræver nu en helt anden opmærksomhed, virker langt mere kantede og konkrete, og så er hun tilmed slået ind på et mere markant emnespor.

Teksterne kredser om et brud med en elsket og gør det med skiftevis ligegyldighed og rent raseri. Det første i titelnummeret, hvor »Vi danser på en knivsæg/jeg ved det godt/Men det er ikke det værste/Det værste er, at jeg er ligeglad«. Og det andet, raseriet, står tydeligt frem i »Jeg glæder mig (til at slå dig ihjel)«: »Jeg glæder mig til at slå dig ihjel/partere dig, putte dig i kasser, farvel«.

De forskellige temperamenter skaber en fin dynamik, men rent sprogligt er versene sjældent nogen stor oplevelse. Den slags er let at skjule på engelsk, mens dansk er helt anderledes nådesløst og udstillende.

Smagfuldt, kedsommeligt

Musikalsk set bevæger sangene sig mellem det akustiske og det elektronisk svævende og mellem sofistikeret pop og tyst singer/songwriting. Og så er der duetten »Sangen om langfart«, hvor nummerets ophavsmand, Sebastian, melder sig med sin sprukne, smukt vaklende stemme og lægger sig ved siden af Westzynthius’ sikre, glasklare klang.

En fin, sødmefuld sag og et højdepunkt på et udspil, der for sjældent letter eller når helt derind, hvor det gør rigtig godt. Eller rigtig ondt.

Og i de rigtig gode melodier og strofers fravær bliver smagfuldheden til kedsomhed. Ringe er »Tæt på en kold favn« dog aldrig - dertil er Westzynthius for dreven - men bare heller aldrig rigtig stærk. Hvor meget man end ville ønske det.

Web-tv: Snigpremiere