Sange på godt og ondt

Lars Lilholt synger sig gennem en stribe ulidelige vers – med en fin, sprukken stemme.

Lars Lilholt spillede i aftes i Lystanlægget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tommy Bay
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Årenes gang, lykke og smerte, sang på sang på sang. Det har alt sammen sat sig på stemmebåndet og kan høres som en fin sprukkenhed i de stille passager, hvor patosen og manererne ikke har overtaget.

Det har den nu ofte på »Stilheden bag støjen«, som er Lars Lilholts første album i fire år. Her leder han sit lydhøre backingband gennem 11 sange, som blander blød rock med folkemusik og kor, som enhver kan synge med på – før de er sunget til ende for første gang.

Det fungerer uden tvivl i en lys sommernat på Skanderborgs store scene, men er lidt mere problematisk hjemme i øreklapstolen. Som i selskab med åbneren »Når jeg fór vild«, hvor Lars Lilholt proklamerer, at »Jeg fór ofte vild i liv og død/i kvinder og mystik« og bandet istemmer et »Åååååhåååh«, inden en violin melder sig.

Herfra løber albummet videre ud i en skridsikker, men også mildt kedsommelig musik, hvor Lars Lilholt synger sig gennem flere rent ud ulidelige tekster. Sådan en halvfordøjet sømands- og landstrygerjargon iblandet opulent, banal og fortærsket poesi. Her blæser »fire vinde«, her er »Døden« med stort D og her er vi i »Landet midtvejs mellem smil og tårer«.

En lykkelig undtagelse er »Bådene sejler over Øresund«, hvor jødernes flugt under krigen skildres i et nogenlunde tilbageholdt sprog. Vellykket er også lukkeren »Danmarks Killing Fields« – et andet historiske indslag – som beretter om nederlaget i 1864 og hilser diskret på folkesangen »Mallebrok«.

Paradoksalt er det, at de sange på albummet, som bygger på de heftigste historier, formidles med den største tilbageholdenhed. Og dén behandling havde alle de andre numre bestemt også haft godt af.

Men når albummet alligevel kommer i mål, skyldes det ikke mindst Lars Lilholts stemme, som kan være smuk på sin helt egen flossede facon. Rørende, sårbar, helt uden manérer. Og så fortrænger vi så hurtigt som muligt den stygge »Et folk, et menneske«, hvor han forsøger sig med rap.