Sange i sort og hvidt

The Raveonettes føjer nyt til velprøvede formler på »Observator«.

Sharin Foo og Sune Wagner udgør sammen The Raveonettes, der lige har udgivet albummet Observator. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Debuten fra 2002 lød dogmatisk med sine læderjakke-coole sange, som alle var optaget i Bb-mol. Og det samme gjorde opfølgeren fra 2003, som var arrangeret i Bb-dur.

Siden har The Raveonettes - over en stribe album af meget høj kvalitet - løsnet op, uden dog at glemme hilsenerne til The Jesus And Mary Chains støjsvæv og Phil Spectors sound og raffinement. Senest på sidste års forrygende »Raven In The Grave«.

På det aktuelle udspil, »Observator«, er det mest åbenlyse nye tiltag pianoet, som melder sig i de første to numre. I »Young And Cold« får et tangenttema således plads mellem en akustisk guitar svøbt i svag støj og Sune Wagner og Sharin Foos sortromantiske sangforedrag: »I love you way too much/So I wonder where to go/when love moves way too slow«.

I den efterfølgende »Observations« er pianoet mørkere, mere alvorstungt, og omgives af distante, smukke elguitarlinjer i en produktion, som lever lige dér i tusmørket mellem dag og nat.

At danse i gaden

Ad nye lydspor går The Raveonettes også i »Curse The Night«, hvor omkvædets popsensibilitet er velkendt, men den rørende enkle guitarfigur og den ligeså enkle trommemaskine fremmaner en blåtonet poesi, som leder tankerne mod The xx’s første album.

Det indiskutable højdepunkt på »Observator« er dog »She Owns The Streets«, som måske er The Raveonettes classic, men ikke desto mindre fungerer fortrinligt.

Her lægger Sharin Foos florlette vokal sig bag Sune Wagners sangforedrag om en kvinde som danser i gaden. Det er storbyromantik tilsat ringlende guitarer, melodisk tæft og et træfsikkert refræn, som genlyder i ørerne lang tid efter, nummeret er slut.

Når albummet alligevel ikke når derop, hvor stjernerne sidder rigtig tæt, skyldes det et par numre, som synes at køre på æstetisk automatpilot samt et lidt afsnuppet præg. Efter bare 31 minutter er det nemlig slut. Vi kunne godt have klaret lidt mere. Hvilket naturligvis også er en form for kompliment.