Sange fra et hemmeligt sted

Mellemblond slår med endnu et poetisk og melodistærkt album fast, at de er blandt landets aller fineste orkestre. De fortjener et større publikum.

Billedtekst Fold sammen
Læs mere

Der er nogle bands, der løber med al opmærksomheden. Og så er der Mellemblond, der stadig er en nogenlunde velbevaret hemmelighed i den brede befolkning. Men det er egentlig en skam. For når musikken er bedst – som på sange som »Et Øje« og »Swimmingpoolens Blå« fra den fornemme 2013-plade »Lysvågen« – er de uforligneligt gode. Og ikke mindst så melodistærke, at det burde kunne række til noget mere.

Det samme kan man sige om Mellemblonds nyeste samling sange, »Fra Et Sted«. Hvor sangene på »Lysvågen« var strøget med en døsig og poetisk flimrende pop-sensibilitet, er numrene »Fra Et Sted« skåret af et mere dynamisk, livligt og ikke mindst alsidig stof. Kontrasterne er større. Numrene får lov at strække sig længere ud, tårne højere, kradse hårdere og vugge blidere.

Det begynder med det fremragende titelnummer med de knudrede, faldende guitar-løb og seje schwung i rytmegruppen. »Jeg er fra et sted / hvor man bare ikke taler om det / hvor ordene hænger i luften / til de springer,« lyder det fra sanger, guitarist og sangskriver Kristoffer Munch Mortensen, inden guitarerne gør netop det: Hænger i luften til de springer. Og går i køn clinch med en melodi, der er umulig at få ud af hovedet igen.

På den ubesværede førstesingle, »Ryster«, understreger Munch Mortensen sit vokale slægtskab med en ung Sebastian, mens man bare må nyde den poetiske omgang med det danske sprog på linjer som »det vibrerer i æteren / tanken tager fat om hjertet, der ryster / de visne minder af sig«.

Funklende stjernestunder

Andre steder går der bister depressions-blues i den på »Ned I Et Hul«, der igen byder på nogle helt suveræne guitar-linjer. Den nænsomt horn-udbyggede »Lykketræf« funkler stærkt, mens »Glimtvis« med sin perlende tremolo-guitar, sukkende vuggevise-fornemmelse og smukke tekst funkler som en af Mellemblonds største stjernestunder.

Niveauet er ganske enkelt svimlende højt på denne albummets første halvdel, og så får være at sangene står knapt så stærkt hen mod albummets slutning. Det ændrer nemlig ikke på, at Mellemblond med »Fra Et Sted« igen har lavet en af årets aller fineste dansksprogede rockplader. Det er ved at blive en vane, så bliv endelig ved med det, Mellemblond. Også selvom hele Danmark måske ikke lytter med.

Hvem: Mellemblond
Hvad: »Fra Et Sted«, selvudgivet