Nogle udgivelser sætter sig i øret med det samme. Deres appel er umiddelbar, de er let tilgængelige, men har det altså også med at blive uinteressante efter et par gennemlytninger.
På den anden side er der de album, som ikke virker øjeblikkeligt, men gradvist bemægtiger sig plads i den lyttende for til sidst at fylde det hele. Og til denne kategori hører Klosters »Ni salmer og en aftensang«, som udkom sidste år, men i dén grad fortjener opmærksomhed.
Som såvel bandnavn som albumtitel indikerer, er universet kristent, og det vil sikkert få nogle til at løbe væk med billeder af salvelsesfulde og selvretfærdige typer på den indre nethinde. De fordomme kan nu roligt lægges væk i selskab med sanger, sangskriver og mastermind Mikael R. Andreasen og hans - hold nu fast - 26 gæstemusikere.
At der er så mange i spil er nu ikke til at høre i arrangementerne, og omgangen med ord af sværvægtere som Grundtvig, Ingemann og Ambrosius Stub fremstår enkel og afklaret.
Der er dog også plads til tonsætninger af salmer, som er skrevet af nutidige salmedigtere, og albummet åbnes således med Lisbeth Smedegaard Andersens »Gådefuld«. Her skaber violin og tangenter samt akustiske og elektriske guitarer et dybt, stemningsladet klangbillede omkring Mikael R. Andreasen og Solrun Stigs stemmer, der er perfekt afstemte og forløses i linjer som disse:
»Undrende betages vi,/når din skønhed går forbi;/vil vi se dit væsens grund,/ser vi nat og mørke kun.«
Ind i popland
Hårene rejser sig på armene og i nakken, når de to synger sig gennem den blændende tekst, og det samme sker under fortolkningen af Kolbein Tumasons »Hør mig, skaber mild«, hvor en fingerspillet guitar står midt i den svævende, mørktonede produktion, som tegner hele albummet og dermed også Grundtvigs »Klynke og klage«, der løfter sig mod himlen med et himmelsk orgel.
Hvor det er salme og middelaldervise, der trækkes på i de fleste fortolkninger, så er »Urolige hjerte« - en anden Grundtvig-tekst - hos Kloster blevet til en afdæmpet popperle, hvor Solrun Stig synger så smukt, at det er til at tude over. Og det samme kan faktisk siges om de fleste øjeblikke på »Ni salmer og en aftensang«. Som selv forbenede ateister vil kunne se - og høre - skønheden i.
