Salami musik

Musik: Tyrants & Kings og Sukkerchok Debutanter Hvem er de, og hvad vil de dig? Fra hvert sit hjørne af den lokale musikalske fauna debuterer Tyrants & Kings og Sukkerchok med musikalske stiløvelser, der i dén grad savner personlighed.

Her CD-aktuelle Sukkerchok, som ikke gik videre fra semifinalerne ved Dansk Melodi Grand Prix 2009. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

For lidt over to år siden stod Dennis Kasten bag mikrofonen i lokale The Royal High­ness. Et fuldvoksent rockband iklædt idol-inspiration fra machorockerne Fu Manchu, Queens Of The Stone Age, legendariske Black Sabbath og halvfemserikonerne Soundgarden. Mikrofonen har Kasten ikke lagt endnu, men såvel dele af holdet som stilarten er skiftet ud. Han synger stadig som et klon af Chris Cornell – lidt anstrengt men slet ikke ueffent. Et eller andet sted passer vokalen til det nedbarberede mere akustiske udtryk, som er fundatsen i Tyrants & Kings’ første udspil, der bærer kvartettens navn. Inspirationerne er fra den amerikanske roots, folk og americana, som den blev lavet især i halvfjerdserne og i slutningen af det forgangne årti.

Og det danske kuld har faktisk meget godt styr på deres sangskriveri. Melodierne har en snert af pop over sig, arrangementerne er ikke prangende, snarere stilsikkert leveret efter skolebogen, og så der ikke mindst en fin dynamik og energi at finde på den lille, blanke førstefødte. På sæt og vis er Kastens nye projekt præcis så gennemført og ambitiøst som The Royal Highness. Men det lider samtidig lidt af samme børnesygdom; nemlig at der er så meget form, lyder så villet og konstrueret, at man har svært ved at finde ind til bandets personlighed, til dét, der gør nærværende udspil til noget helt særligt. Noget man kan fornemme udspringer af en indre nødvendighed, fordi musikerne simpelthen bare må spille det ud.

Paradise-pop
Den indre nødvendighed er ligeledes en overskuelig størrelse på første udslip fra poptrioen Sukkerchok, som nogle måske vil genkende fra årets danske Melodi Grand Prix eller som trioen bag temasangen til dette års udgave af TV3’s realityshow »Paradise Hotel«. Sidstnævnte må simpelthen være et monsterhit på de af landets diskotekter, som rimer på styrtdruk, 100 kr.’s fadølsbar og Crazy Daizy. Det lyder nemlig lidt i retning af firsernes storladne, dansksprogede popmusik, der jo som bekendt er danskernes foretrukne. Paradise-nummeret, hvis titel også er albummets, er desværre i særklasse skivens lave højdepunkt.

Bortset fra et enkelt track fra Inez, har de tre unge sangerinder gjort brug af udefrakommende sangskrivere. Deriblandt finder vi Miss B. Havens skønne Lise Cabble, Lasse Lindorff, der har gjort sig i 2900 Hapiness, »X Factor« m.m. og Deekay (Sugarbabes og Maria Lucia bl.a.). Listen er ganske lang, og helheden er primært skåret til af producer- og sangskriver Rune Braager, hvis tidligere meritter tæller navne som Me & My, Peter Frödin og Jimmy Jørgensen. Hans tag på knapperne er sikkert og voldsomt uopfindsomt. Fremdeles trylles det ene forudsigelige, skabelonskårne track frem efter det næste. Sukkerchok, alias Inez, Kat og Malene, står som en slags 3/5-Spice Girls blot med den væsentlige forskel, at de hverken har hits, tilnærmelsesvis gode sange, stil, egenart endsige blot et gran af personlighed. Hvilket er voldsomt ærgerligt, idet Danmark altid har brug for et kuld poppinger, der vælter alt omkuld, overspiller janteloven og glimter af stjernestøv.


Tyrants And Kings: »Tyrants & Kings«. Producere: Tyrants & Kings. Cope Records.


Sukkerchok: »Hvor som helst – Når som helst«. Producere: Runge Braager og Mogens Binderup. Universal Music.