»Så lavede du en Judas alligevel«

På »KH Helmig« lyder Thomas Helmig som en mørkere, lidt medtaget udgave af sig selv.

Thomas Helmig synger om stød, afsked og håb på sit 15. album. Foto: Mads Nissen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er to liv for en sanger og sangskriver. Det ene udspiller sig på plade og scene, det andet derhjemme med indkøb, regninger og familie.

Men de to liv er ikke altid skarpt adskilte. Ofte farver det ene det andet, og sådan synes det også at være på Thomas Helmigs 15. studiealbum, som kredser om kærlighedens skygge- og slagsider. Og har man læst aviser og blade, vil man forstå, at sangene er skrevet op til hans nylige skilsmisse fra Renée Toft Simonsen.

Det er ikke mindst svært at lytte til »I gang med at gå« som andet end en sang om en mand, der er på vej videre, alene. Her synger 49-årige Helmig blandt andet: »Man kan ikke lære et hjerte noget/det mærker bare mens det slår/og nu skal tiden bare i gang med at gå/og læge alle sår.«

Men om det nu er Thomas Helmig selv, versene på albummet handler om, eller om det er rent digt, er egentlig ikke så vigtigt. Det er det derimod, om ordene, instrumenteringerne og stemmen skaber en overbevisende lytteoplevelse.

Klædelig power

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg tidligere har haft det svært med Thomas Helmigs glatte produktioner, flade melodier og lidt ubehjælpsomme tekster.

Men på »KH Helmig« åbner det ganske godt med »Så lover jeg«, der opremser alle de svære ting i et forhold, som en partner skal kunne bære, for at forholdet kan holde. Og »Hvis du kan tro på at i morgen bliver en bedre dag«, så »lover jeg at jeg vil passe på dig altid«.

Ord som formidles i et rocket udtryk og med en Thomas Helmig, der synger med en klædelig power. Samme læst er den efterfølgende »Evigt?« skåret over. »Men så lavede du en Judas alligevel«, lyder det her i et arrangement, der med sine guitarer, klokkespil og åbne stemme slægter Bruce Springsteen lidt på.

Derefter skrues der i den tangentpyntede »Fugleflugt« ned for styrken til linjer som »Jeg vænnede mig så småt til smerten/fra alle de tæsk jeg fik/hvad var det egentlig du ville?/da du snød dig ind i mit liv/smukkere end noget billede«.

Nu turde albummets tvivl, mørke og fornemmelse af finalitet være dokumenteret. Og det er på et kunstnerisk niveau, der sjældent hæver sig over »fugle flyver, mennesker lyver«. Musikalsk set – eller hørt – er »KH Helmig« også solid uden at være prangende. Pop, rock, blues og soul i sange med ligefremme refræner og passable melodier. Dårligt er det aldrig, men i mine ører heller aldrig rigtig godt.

For Helmig-fans stiller sagerne og sangene sig uden tvivl anderledes, og de vil erfare, at deres stjerne lyder som en lidt mørkere, mere forslået udgave af sig selv. Lige bortset fra »I dag er i går i morgen«, der mere lyder som The Dandy Warhols og deres hit »Bohemian Like You«.

Nogen musikalsk boheme eller musikalsk udfordrer har Helmig aldrig selv været og fred være med det.

Håber også han finder fred med sig selv. Efter det store mediedækkede brud med Renée Toft Simonsen.

Hvem: Thomas Helmig. Hvad: »KH Helmig«, Sony.