Fire håndfulde sangere er blevet folkeeje på fladskærm: Man ser DR Vokalensemblet kaste sig ud i Dagens Sang på den nye voksenkanal flere gange om ugen.
Programmets billedside kan bare gå op i hat og briller og overflødige smil sommetider. Så man skal endelig opleve de dygtige stemmer på hjemmebane. Altså når de stiller sig op med damerne til venstre og herrer til højre og bare … synger.
For dét kan de virkelig. Hvis man takker nej til arrangementer som gruppens landsturné de seneste dage, til sange på dansk og svensk og engelsk, til musik fra før og især nu – så går man glip af genialiteter.
Hvordan skal man lytte til slige samklange? Gode kor kan synge som én stemme det ene øjeblik og vifte ud i en hel snes farver det næste. Ensheden kommer af deres professionalisme, farverne af deres forskellige naturer.
Og danske Michala Petri er bare sig selv. For jo, hun findes endnu. Hun var med koret på dets turné. Og hun er stadig en af kontinentets kongelige på sit instrument.
En simpel blokfløjte lyder for resten fremragende i DRs kæmpe koncertsal. Den bliver ligesom forstærket op gennem balkonerne og etagerne. Folk sidder som fortryllede af den vidundervoksne virtuos og hendes spil.
Petri former stadig sin musik en smule for mekanisk sommetider. Hvor bevæger melodien sig hen?
Men hun står også for overvældende overraskelser. Som i letti’ ske Ugis Praulins’ musik over »Nattergalen« lørdag eftermiddag:
Kunstnerne i koret og hende på blokfløjten smelter sammen som guld med guld. Akkorder i dur og mol bølger pludselig gennem salen – for første gang i det arrangement. Komplet med kejserlige harmonier og kunstige sangfugle.
Værket begynder rigtignok som spredte ideer uden professionel lim imellem. Og det stjæler rigtig mange virkninger fra det sidste halve årtusinds musik.
Men var det nyeste værk ikke eftermiddagens mest kunstneriske, så var det dens lettest tilgængelige. Nattergalen fik fuldt fortjent stående bifald og det hele. Fordums dyder fortrænges af nutids lyder.
Og gør det noget?
