Man får dem sikkert aldrig til at indrømme det. Men David Gilmour og Roger Waters, de to gamle Pink Floyd-alfahanner og on-and-off-kamphaner, har brug for hinanden. Vidste man det ikke allerede, så er det evident, efter at man har lyttet til førstnævntes nye udspil »Rattle That Lock«. Den vender vi lige straks tilbage til.
Gilmour topper ofte lister over verdens bedste guitarister. Fortjent. Han er en superb strengetæmmer. Med sin signaturstil med krystalklare bluesinfluerede licks, hvor tonerne »bendes« hyppigt, og får lov til at runge længe, så der skabes det, man med et guitarteknisk udtryk kalder »sustain«.
Lyt til de frådende soloer i »In Any Tongue« og »Beauty« på nærværende album, og man vil forstå hvad jeg taler om. Både i forhold til teknik og feeling er han spitzenklasse. Uden tvivl.
Men når han er enerådig herre i huset, har han tendens til at tøffe mageligt ud af en jævn bedstefar-med-softrock-i-tangent. Som han delvis også gjorde det på de Pink Floyd-album, hvor han stod i front. I særdeleshed på sidste års sovepille-svanesang »The Endless River«. Vellydende, men også temperamentsforladt.
No stress – the rock edition
David Gilmour behøver Waters og omvendt. For når Pink Floyd var bedst, var det netop, når de to gav hinanden det fornødne modspil. Det fik materialet til at hæve sig fra det jævne til det sublime, som for eksempel på »Dark Side Of The Moon« og »Wish You Were Here«.
Her holdt de to fænomenalt hinanden i musikalsk skak. Gilmour fortabte sig ikke i guitarekvilibrisme, mens Waters på den anden side ikke stak helt af med sine koncepter og politiske paranoia. Spændingen de to imellem skabte storhed. Siden tippede magtbalancen i Waters’ favør, hvilket ledte til svagere udspil (ja, her tænker jeg på »The Wall«) og ultimativt til et brud mellem de to.
»Rattle That Lock«, Gilmours første soloalbum siden 2006, er nu ikke kreeret på helt egen hånd. Hans hustru, Polly Samson, har skrevet et par tekster. Men det bliver affæren ikke mere ophidsende af. Det er således symptomatisk, at sidste nummer »And Then…« fader ud til lyden af en knitrende brændeovn. Musikken er generelt laber og hyggelig, men også et slumretæppe med for lidt brod. No strees – the rock edition.
Bevares. Her er ingen deciderede pinligheder. Selv om slow-jazz-flirten »The Girl With The Yellow Dress« nærmer sig det kiksede. Men generelt er her tale om harmløse rockere, der lyder mere af Chris Rea end af den syrerock, som Gilmour i sin tid voksede ud af. Numre som de førnævnte er bestemt ikke nogen, der får hovedet til at eksplodere af hverken gru eller fryd.
»Rattle that lock and break those chains«, synger han på titelnummeret. Bare han selv ville ryste posen og frigøre sig af tryghedslænkerne. Sætte lidt på spil. Det er jo rock’n’roll for pokker. Ikke en høflighedskonkurrence.
Hvem: David Gilmour.
Hvad: »Rattle That Lock«, Virgin/EMI.
