Rule, Britannia. Britisk musik lyder bare bedre

Perfekt violinist storspillede i spændende, men lidt passivt program i Torsdagskoncerten.

DR SymfoniOrkestret spillede torsdag sammen med Karen Gomyo og Andrew Manze. Der er genhør søndag kl. 12.15 på P2 Fold sammen
Læs mere
Foto: Heine A Pedersen

Som sagt: Når man bliver gammel, skal der nippes roser og høres engelsk orkestermusik.

Og det behøver ikke være af Elgar alt sammen. Briternes øer er fulde af værker med varme og velklang.

Hvem kendte for eksempel George Butterworth før i torsdags? DR SymfoniOrkestret har haft hans »A Shropsire Lad« på programmet i denne uge. Komponisten fik skabt nogle få stykker og blev så slået ihjel i en af Første Verdenskrigs skyttegrave.

En krank skæbne for ham – og ualmindeligt trist for det 20. århundredes musikliv. Når man sidder i koncerthuset og hører hans ti minutter korte rapsodi, får man i hvert fald smag efter mere. Hans orkesterværk er en smule fattigt på gode ideer, men forbløffende professionelt udført. De milde harmonier lyder som en lise for sjælen og er til overflod den ægte vare. Spændende!

Et værk med tyst begyndelse og tyst slutning. En britisk udgave af vor egen »Ossian-ouverture«, kan man sige. At stilen blev kopieret til bevidstløshed af poppen og filmmusikken, kan de gamle jo ikke lastes for.

Det hele ledes af Andrew Manze. En tidligere barokmusiker, der nu har kastet sig over dirigentfaget. Han virker stadig en smule kejtet på sit podium, men uendeligt sympatisk.

Ikke en falsk tone fra virtuosen

Og da Karen Gomyo kommer på scenen, er det et syn for guder. Tårnhøj brite på dirigentpodiet møder violinsolist med halvt asiatiske gener. Lidt som hvis Frida Kahlo mødte Poul Nesgaard eller noget.

Virtuosen spiller i øvrigt ikke en falsk tone i den halve time. Hendes indsats havde højst været en bedre sag værdig. Værket er amerikaneren Samuel Barbers koncert for violin og orkester fra 1939 og en oplagt kandidat til titlen »Derfor hører man aldrig«.

Gid, hun havde sagt tak for aftenens varmeste bifald med et ekstranummer!

Nuvel: Ralph Vaughan Williams’ timelange »A London Symphony« efter pausen er heller ikke hverdagskost i koncerthusene og alligevel interessant at sætte til livs.

Vel nok en smule for fattig på begivenheder og ikke superengagerende. Men enkel og lettilgængelig musik.

Fuld af den slags melodier, man kalder pentatone – kendt fra både kinesisk musik og sømandssange.

Syndigt smuk i for eksempel andensatsens store solo for obo og andre træblæsere. Og ikke så lidt dramatisk med de militante slag i lilletrommen og den ret spændende dybde i basserne.

I alt tre værker, orkestret vist aldrig har optrådt med før. Hele aftenen ender faktisk helt tyst. Ret fint udtænkt af planlæggerne ved skrivebordet. Om muligt endnu bedre udført i virkeligheden af et orkester med stadig flere unge på både scenen og i salen.

Så ja tak til engelsk orkestermusik! Det er lige ved, roserne kan passe sig selv imens.

Fritz Buschs Mindelegat blev samtidig overrakt cellisten Inger Guldbrandt Jensen – tilknyttet orkestret siden 1978.

Hvem: DR SymfoniOrkestret med Karen Gomyo og Andrew Manze.

Hvad: Musik af Butterworth, Barber og Vaughan Williams.

Hvor: DR Koncerthuset, torsdag. Genudsendes søndag kl. 12.15 på P2.