Roskilde Festival og det sociale trip

Hvorfor logger over 75.000 gæster af pc'en, parkerer egoet ved indgangen og lader sig frivilligt opsluge af noget så gammeldags som sociale relationer og det kollektive sug?

Orange Scene 2005 Fold sammen
Læs mere
Foto: Rune Johansen

Det er knap to uger siden, Roskilde Festival kunne melde alt udsolgt af de 75.000 fire-dages billetter. Også en-dagsbilletter til lørdagen er en saga blot. Dermed er salget betydeligt bedre end sidste år. Lige så har konkurrenten i Skanderborg, landets næststørste publikumsmagnet, solgt alle sine partoutbilletter til de fire festivaldage primo august.

Hvorfor, om man må spørge?

I en tid, hvor krisen kradser, hvorfor så vælge at trække 1.675-2.700 kr. ud af et mavebæltestramt budget, og dertil lægge transport, leve- og mad/drikke omkostninger fra 2.000 kr. og opefter?

LÆS OGSÅ: Roskilde Festival får op til 30 grader

»Netop derfor. Netop på grund af den tid, vi lever i,« svarer festival-Danmarks mest kendte profil, Leif Skov, der stod i spidsen for Roskilde Festival gennem fire årtier. I dag arbejder Skov som foredragsholder og selvstændig festivalkonsulent rundt omkring i hele verden.

»Festivaler har noget at byde ind med i en kold tid. Man skal huske på, at der er meget liv på en festival, som ikke handler om musik. Her tænker jeg ikke mindst på den sociale dimension. Folk er sammen før, under og efter koncerterne. Alt det omkring, fra toiletter og bad til øl, mad, bestik, en bro over jernbanen til teltpladsen og aktivitetstilbud, styrker jo også samværet og oplevelsen. Det sociale er langt vigtigere. Hvis man misser en koncert på festivalen, fordi man falder i godt selskab eller bare i et hul, er det helt ok, og det virker dragende på mange,« argumenterer Leif Skov om den mere end 40 år lange lange tradition for rockfestivaler.

LÆS OGSÅ: 40.000 fester nu på Roskilde Festival

Det startede for alvor med Woodstock i 1969, hvor rockens mange nuancer fra Hendrix til Creedence Clearwater Revival mere end på noget andet tidspunkt i verdenshistorien var samlingspunkt for en hel ungdomsgeneration. Woodstock forandrede tillige rockens verdensbillede for tid og evighed, ja, på sæt og vis forandrede festivalens værdier om fred, kærlighed og noget godt at lytte til, mere end det. Og det er stadig dem, Leif Skov tænker på, når han imponeret taler om Roskilde og om dens engelske pendant Glastonbury, der samler verdens største stjerner og 175.000 publikummer foran scenerne på en lille flække langt ude på landet.

BILLEDSERIE: Karma på Roskilde Festival

»Vi lever jo også i en tid, hvor alting bliver mere og mere usocialt med telefon, skype, folk, der arbejder hjemme og hvor man e-mailer til naboen. På en festival taler man sammen og hænger ud, man er fælles om noget. De værdier er attraktive for mange,« siger Leif Skov.

Faktisk mener den tidligere Roskildeboss, at kontrasten mellem samfundet og den hverdag, gæsterne forlader, når de træder ind på den midtsjællandske dyreskueplads, bliver stadigt større.

Associeret professor og studieleder ved Institut for Performancedesign på RUC, Fabian Holt, supplerer: »Ude i samfundet er der færre og færre rum, hvor det sociale er i højsædet. Mange går til dans eller fægtning og bruger i det hele taget interessefællesskaber. På en festival møder du ikke kun ligesindede, her er plads til alle. Folk kommer for de sociale oplevelser, men artisterne betyder selvfølgelig også noget, de er ungdomsidoler, og man kommer for at se giraffen,« siger Fabian Holt, der er landets førende forsker i kulturelle events og musik.

»En festival er et helt specielt univers, hvor folk ser ud på en anden måde. Menneskemængden er anderledes. Tempoet er et andet. Det er et frirum fra dagligdagen. Men det er ikke noget med, at man forsøger at skabe en utopi om en anden verden. Det er et tilbud, der i længste fald varer en uge. Man bliver en del af noget, og kommer måske ind i en tilstand, men da folk er så forskellige, er det ikke muligt at skabe en decideret fælles ideologi,« siger han.

Men er det virkelig en fælles tilstand? Individet er sat ud af spillet på en festival?

»Ja, individet lader sig opsluge, bl.a. foran den store Orange Scene. Der er ikke mange andre steder i samfundet, hvor man frivilligt afgiver individet. VM i fodbold, eller bare en fodboldkamp i al almindelighed, er måske det eneste andet eksempel, hvor man er for det ene hold og imod det andet. Orange Scene føjer noget format til oplevelsen og et kollektivt sug. På de små scener kan man dog opleve flere nuancer og mærke, hvordan stemningerne skifter.«

Men er publikum virkelig så forskellige? Kommer de ikke alle sammen fra de sub- og modkulturer, der traditionelt har haft en lydside, såsom de autonome og punkmusikken, hiphopperne og rapmusikken?

»Gennem de sidste 40 år har festivalerne i stigende grad lagret sig i det, man måske kan kalde folkesjælen. Det er i hvert fald blevet mere folkeligt og alment accepteret at gå på festival. I 70erne og 80erne var det ikke et bredt segment, der opsøgte festivalerne. Dengang var det mere sub- og modkulturer. Men i dag kan alle være med. Festivalerne har egentlig bredt sig fra at være rockfestivaler til at blive store og meget bredere sommerfester,« siger han og peger på, at for eksempel Roskilde Festival i år er gået i retning af det brede og folkelige i valg af bands.

Men forsøger festivalerne slet ikke at skubbe til deres publikum?

»En del festivaler gør noget for at udvide folks horisont. Roskilde har jo også mange små bands på programmet, som folk ikke kender. Bl.a. i warm up-ugen før festivalen skydes i gang. Men på de fleste festivaler er det lige ud ad landevejen med fadøl. Roskilde Festival er heller ikke et perfekt fællesskab. Hvor langt rækker det for eksempel, når hen ved af gæsterne kommer fra Norge og Sverige, bl.a. fordi de er motiveret af alkohol på grund af restriktionerne på det område i deres hjemlande?«

På spørgsmålet om, hvorvidt det i sidste ende er arrangørerne eller festivalgængerne, der skaber festivalen, svarer Fabian Holt:

»Musik har altid været et omdrejningspunkt for ungdomskultur. I forhold til publikums sociale trip er rockmusikken bare et rigtig godt brændstof. Og festivalerne er blevet så store, at de trækker folk til, fordi de over tid har opnået en slags status som fyrtårne. Du kan sige, at festivalen selv er hovednavnet. Det er blevet den fortælling, der breder sig. En festival som Roskilde er god til at sende folk rundt på pladsen og til de forskellige scener. Man bliver motiveret til at gå nye veje, være nysgerrig og møde folk. På den måde er de også blandt andet via programlægningen med til at sørge for, at det heller ikke bliver så forudsigelig en oplevelse rent socialt. Der er rummelighed og pluralisme. Du kan sige, at festivalen leverer rammerne. Men det er publikum, der fylder dem ud og derigennem selv skaber festivaloplevelsen.«

Hvert eneste år opstår der nye musikfestivaler i Danmark. Nogle har et varieret musikudbud på tværs af genrer, andre er - såsom den nyeste i festivalklassen, den netop afholdte metal-festival CopenHell - centreret i en enkelt musikstil. »Men der er,« påpeger Leif Skov, »gået inflation i det danske festival-begreb.«

»I stedet for en byfestival eller et beach party, kalder man det for en festival, fordi man så tror, at man kan sælge flere billetter. Og derfor er vi ikke det enorme og unikke festivalland, som mange går og tror. Der findes et utal af festivaler i Tyskland, Spanien, Schweiz, Holland, Norge etc.,« forklarer Skov.

Landets mest erfarne festival-leder mener ganske enkelt, at en festival først er en festival, når der investeres i en fortsat udvikling og kvalitetssikring af et produkt frem for at profitmaksimere på den korte bane.

»Roskilde har jo tjent flere penge over tid end de fleste andre festivaler, og skyldes efter min mening, at der altid har været fokus på kvalitet og udvikling. Midtfyns Festival gik ned, fordi de havde fokus på hurtige penge. Men det koster at satse, og mange hopper over, hvor gærdet er lavest. Roskilde har altid tilbudt mad af ordentlige råvarer, sat fokus på miljøet, den har altid ladet sig inspirere af andre festivaler (og omvendt) og på den måde er Roskilde stadig en mønsterfestival. I Tyskland kan du f.eks. finde festivaler som Hurricane, Southside og Rock Am Ring, der nok har et stærkt musikprogram, men hvor alt andet er lousy. Deltagerne regnes alene som kunder. I min optik er der ikke meget festival i det.«

Spørger man Leif Skov, om der er noget særegent ved den danske festivaltradition, er svaret klart.

»Det er der. Når jeg er rundt i verden og holder foredrag, hvad enten det er i USA, Frankrig eller Tyskland, så er der ét punkt, de ikke kan forstå: nemlig vores brug af frivillige. På Roskilde er der en frivillig, hver gang der er fire gæster. Festivalen ville ikke kunne overleve uden dem. Det handler ikke kun om økonomi, det er et princip. De frivillige skaber en bedre stemning end professionelle vagtselskaber og den slags.«

Også Fabian Holt nævner de frivillige som de danske festivalers trumf.

»I Danmark er festivalerne præget af lyst og interesse. For mange er det også et selvrealiseringsprojekt at arbejde som frivillig på en festival. Hele frivillighedskulturen er i det hele taget meget dansk.«

SEND OS DIT ROSKILDE BILLEDE!

Send dit billede på MMS til nummer 1929 eller på e-mail: internet@berlingske.dk. Skriv "TIP Roskilde Festival" i emnefeltet. Se betingelser