Roskilde-aktuelt band i ét langt forløb

På »Luminous« fremmaner Roskilde-aktuelle The Horrors en stenet, svævende og pulserende fornemmelse.

PR-foto Fold sammen
Læs mere

Nogle album består af en stribe numre, som repræsenterer forskellige stemninger og udfolder sig i varierende tempi. Andre skal snarere høres som ét langt forløb, som hensætter lytteren i én bestemt tilstand.

Til sidste kategori hører »Luminous«, der er The Horrors’ fjerde fuldlængdeudspil. Og selvom briterne har vist, at de mestrer mange stilarter og atmosfærer, så synes de alligevel at arbejde med samme følelse på hele »Luminous«.

Hvor det er tydeligt at kvintetten, hvis de ville, kunne skrive stramme, catchy sange, så har de lig Radiohead valgt at gå ad andre lydspor. Albummet udgøres således af motorik-manende trommespor, disede synth- og guitarlinjer, udstrakte melodier (syv af ti numre varer over fem minutter) og Faris Badwans vokal, der aldrig gør mere væsen af sig end de øvrige instrumenter.

Som morfin

Sammen skaber de instrumentale og vokale greb en døsig, stenet og let eventyrlig klangverden, der påvirker lytteren som et euforisende stof. En tilstand, hvor man undervejs når at tænke på pulserende Happy Mondays og guitarsusende My Bloody Valentine, uden at inspirationerne vel at mærke forstyrrer.

At få et album som dette til at lykkes er en kunst, for linjen mellem tilstand og stilstand er hårfin. Indimellem krydser The Horrors den da også, men er oftest betagende, og på Roskilde kan bandet meget vel vise sig at give de fremmødte en stærk, selvforglemmende oplevelse. Det er klokken 20 om søndagen, hvor ører og ryg og ben er ømme, slidte. Det her kan lindre. Som morfin.

Hvem: The Horrors.

Hvad: »Luminous«, XL Recordings/Playground.