Rosendahl træder i skrøbelig karakter

Ex-Swan Lee-sangerinden Pernille Rosendahl skærer ind til den allerfølsomste kerne på karrierens første soloalbum, den hjerteknuste »Dark Bird«.

Pernille Rosendahl: »Dark Bird« Fold sammen
Læs mere

Usvigeligt selvsikker. Sådan har mit indtryk af Pernille Rosendahl været indtil nu. Siden hun stormede frem i front for Swan Lee i start-00erne har det ikke just været beskedenhed eller manglende tro på egne evner, som har karakteriseret sangerinden med de nordjyske aner.

Rosendahl har fra starten turdet stikke næsen frem, have store armbevægelser og ditto ambitioner. Men der skal da bestemt være plads til dem, der giver fanden i janteloven. Respekt for det.

Trods den selvsikre fremtoning udadtil, er hun efter min overbevisning aldrig trådt klart i karakter som kunstner. Her har hun famlet sig lidt frem. Swan Lees retro-indiepop var tilpas pæn til, at den ikke fornærmede en sjæl eller for den sags skyld gjorde blivende indtryk.

Og da hun efter »svanernes« endeligt i 2005 begav sig af mere rockede veje i den bombastiske duo The Storm med eks-husbonden Johan Wohlert fra Mew var resultatet heller ikke prangende.

Her fik den alt, hvad den kunne trække på de pseudo-gotiske-tangenter med svulstige Evanescence-guitarer, tommetyk eyeliner, skjorter med pufærmer og rigeligt med teatralsk selviscenesættelse. Mere form end indhold.

Efter en årrække væk fra søgelyset er det på hendes melankolimættede solodebut, »Dark Bird«, en langt mere personlig Pernille Rosendahl, som træder i skrøbelig musikalsk karakter. For sikke det klæder hende at skære ind til den følsomste kerne.

Brand i hjertet

Derinde fra synger hun fra asken af et forlist parforhold. Om smerten, vi ikke kan løbe fra, de bitre erfaringer og bristede illusioner, der følger med, når kærligheden ebber ud.

Men også om at (gen)finde troen på sig selv og forsøget på at lande med begge ben på jorden, som det tematiseres på både »Solid Ground« og »Feet On The Ground«.

»Did you love me?/I just gotta know?« spørger hun med sagte desperation den tidligere elskede på den nøgne »Afterglow«. Et centralt spørgsmål, vi altid stiller, når skaden er sket. Betød jeg noget, eller var jeg blot tidsfordriv?

»When you love someone so hard/it makes you weak« fortsætter hun på samme nummer. Leger man med ilden, risikerer man at blive brændt. »If I can set this heart on fire/You know there’s desire«, lyder konklusionen efterfølgende på »Fire«. Er der brand i hjertet, ved man i det mindste, at man lever.

Musikalsk placerer Rosendahl sig et sted mellem svenske Lykke Lis isnende heartbreak-pop og Portisheads cinematisk flimrende triphop. De minimalistiske sange er mixet af Jeff Ellis, der blandt andet har arbejdet med r’n’b-vidunderet Frank Ocean.

»Dark Bird« lyder da også lækkert og stilfuldt, om end det kølige og slæbende udtryk bliver vel adstadigt og ensformigt i længden.

Særligt albummets afsluttende numre som den selvbebrejdende »Why Do I Listen?« og småborgerlighedsopgøret »Is This It?« rammer ikke rent. Men disse fejlskud rokker ikke ved, at Rosendahl har udgivet det bedste album i karrieren og har fundet ind på rette sti.

Hvem: Pernille Rosendahl.

Hvad: Dark Bird«, Dark Bird Inc.